Her er efteråret flottest
Skrevet af Kathrine Hesner, søn, 05/10/2014 - 00:01
Køligere, overskyet og regnvejrs-agtigt. Efteråret er over os, men der er ingen grund til at hænge med mulen. Forårets frodige grønne farver b...
Køligere, overskyet og regnvejrs-agtigt. Efteråret er over os, men der er ingen grund til at hænge med mulen. Forårets frodige grønne farver bliver nu overtaget af en farveeksplosion i guld, okker og kobber.
Tilgængelig for alle afhængig af, hvilke ture du vælger og hvor lange, du laver dem
Selvom du måske sidder og savner farverne og duftene i en dansk skov, så findes der faktisk også mange steder i Spanien, hvor du kan nyde naturens farverige efterårs-kunst.
Klar til tur?
Skyscanner har gjort det let og lavet en Top 13 over skove og naturparker, hvor efteråret lever med særlig intensitet.
Lad os komme af sted!
1. Bosque de Muniellos, Asturien
Det ligner næsten et eventyr
Muniellos-skoven er en del af den omfattende naturpark af samme navn og er den største egeskov i Spanien og desuden en af de bedst bevarede af slagsen.
Området har givet inspiration til masser af legender i den asturiske mytologi, og hvis du går en tur her, er det ikke svært at forstå hvorfor.
Selv når bladene daler om efteråret, er der stadig frodigt
Det grønne er bare lidt grønnere og sammen med et farvevæld af okker, gul og rød ligner det næsten noget, der er løgn.
Bare husk, at stedet er beskyttet, så du skal søge om tilladelse på forhånd, og så er det ellers bare at krydse fingre for, at du bliver en af de 20 heldige, der får ”besøgstilladelse” om dagen.
Man venter næsten, at elverfolket står på lur
2. Parque Nacional de Ordesa & Monte Perdido, Huesca, Aragón
Smukke vandfald gør kun oplevelsen vildere
Nationalparken i Ordesa og Perdido-bjerget ligger i Huesca i Pyrenæerne og byder på nogle af de mest utroligt betagende landskaber i Spanien. Området kaldes ligefrem himmelsk, når efteråret kommer.
Udover vandfald, kløfter og floder findes der stort set alle nuancer i skovene. Så forbered dig lidt, husk regntøj og gode støvler og fordyb dig i det magiske område.
Ufatteligt smukt område
3. Selva de Irati, Navarra
Forestil dig et sted, hvor jorden synes som et bølgende, blodrødt hav fusioneret med grønt mos og smukke træer. Det findes i Navarra, og intet eventyr er kommet i nærheden af at beskrive noget i den stil.
Husk kameraet
Irati-skoven er med sine bøg og grantræer den næst største og bedst bevarede af sin slags i verden. Her kan du nyde naturens næsten jomfruelige tilstand. Og husk lige kameraet.
Idyl er næsten ikke et tilstrækkeligt ord her
4. Fageda d’en Jordà, La Garrotxa, Cataluña
Solens stråler filtreres i bøgetræerne
Bøgeskoven Jorda er et af de bedste steder i Spanien, hvis du ønsker at fortabe dig i efterårets skønhed. Skoven, der faktisk er smukt hele året rundt, vokser på vulkansk jord, og viser sig derfor fra sin mest fotogene side, når skoven tager sit efterårstøj på.
Man kan bruge mange timer her
Fageda d’en Jordà er som taget ud af en scene i Ringenes Herre, og der er masser af vandrestier, så du kan komme helt tæt på eventyret.
Et paradis - ikke kun for mennesker
5. Faedo de Ciñera, León
Nyd duft, syn og lyde
Med en 500 år gammel moppedreng af en bøg OG titlen som 'Bedst bevarede skov i Spanien' er Faedo de Ciñera et helt særligt sted.
Man forstår ikke, at naturen selv kan lave det her
Denne bøgeskov beliggende i Ciñera de Gordón er en lille oase, hvor tiden står stille. Kom og oplev uforlignelig fred og ro blandt træer og vandløb.
Og så skal du naturligvis huske Fagus, et af de mest imponerende træer, du nogensinde kommer til at se.
Husk at få hilst på Fagus
6. Hayedo de Tejera Negra, Guadalajara, Castilla-La Mancha
Tejera Negra-bøgeskoven i Guadalajara, er Europas sydligste bøgeskov. Og ligesom alle kollegerne i andre dele er verden sker der bare noget magisk, når efteråret melder sin ankomst, og træerne begynder at smide bladene. Så er det aller smukkest.
Der er smukt fra top til tå
Atmosfæren er en helt fortælling for med farver, mos og stilhed kun afbrudt af vand og knitrende blade.
Små rislende vandløb i smukt efterårstøj
7. Parque Natural de Gorbeia, Baskerlandet
Lad dig forføre i Baskerlandet
Baskerlandet er et af de grønneste områder i Spanien, og måske derfor er det her, vi finder en af efterårets smukkeste steder.
Gorbeia Naturpark er den største i regionen, og den er proppet med bøg, eg, el, pil, ask og poppel. Hvis du ikke har planer fra oktober og frem, så und dig selv en tur hertil og lad dig forføre.
Mystisk og smukt
8. Vale de Arán, Lleida, Catalonien
Efterårsdage i Aran-dalen er hverken grønne eller hvide. Bladenes klare farver fra foråret er for længst forsvundet, men det grønne er ikke blevet erstattet af den første, hvide sne i de catalanske Pyrenæer endnu.
Bjergene i baggrunden danner en fantastisk ramme
Netop nu vibrerer området med en imponerende farvepalet i skovbund og på træer. Oven i det er der også med lind hånd strøet charmerende bjerglandsbyer og romanske kirker ud over landskabet, og så har du den perfekte ferie på landet.
Der er ikke lang tid til, den første sne falder
Og så går vi videre til den næste skønne destination, men her skal I lige trække vejret dybt ind, inden I øver jer på navnet. Vi skal til:
9. Parque Natural de la Laguna Negra y los Circos Glaciares de Urbión, Soria, Castilla y León
I midten af Soria Provinsen finder du et af de smukkeste områder i hele provinsen, som så til gengæld har et navn, ingen turister nogensinde vil have en kinamands chance for at kunne huske.
Parque Natural de la Laguna Negra y los Circos Glaciares de Urbión kan nydes året rundt, men hvis du er til farver, skønhed og vandreture, er efterårsmånederne ikke sådan at kimse af.
Den "sorte" lagune er bestemt også et besøg værd om foråret
Gå gennem skovene mellem fyrretræer og bøgetræer, der danner et blødt og smukt underlag over det hele og nyd de smukke laguner. Også dette sted er berygtet for at have være arnested for utallige ældgamle sagn og vandrehistorier.
Her forstår man, hvorfor den hedder Laguna Negra
10. Sierra del Segura, Albacete, Castilla-La Mancha
Sydvest for Albacete finder du Sierra del Segura, der er gennemskåret af smalle dale og dybe kløfter. Med efterårets indtog kommer området i ganske nye klæder.
Smukt, klart vand omkranset af efterårs-farver
Grænsende op til Jaén og La Mancha er området af de mest interessante i provinsen. Tag en vandretur langs floden Río Mundo, gå op til udkigspunkt Lietor og indtag hele landskabet. Uforglemmeligt!
11. Sierra de Aralar, Baskerlandet og Navarra
Sierra de Aralar dækker fantastiske 208 kvadratkilometer og breder sig ud over både Navarra og Baskerlandet. Det imponerende område kombinerer på nærmest elegant vis klipper og sten med grønne marker og bøgetræer.
Lad dig bliver bjergtaget
Uanset, hvor du går hen, kan du være sikker på at finde et hjørne, der vil stjæle dit hjerte. Dvæl ved vandløbenes udspring, udforsk de forhistoriske stendysser og nyd de farverige blade fra bøg, eg og hassel, der dækker jorden.
Uendelige rækker af smukke efterårs-træer
12. Parque Natural del Montseny, Catalonien
Kun lidt over en times kørsel fra storbyens larm i Barcelona, finder du naturparken Montseny, der er som en stor grøn lunge, der dog ikke bliver mindre fantastisk i sine gyldne efterårsfarver. Hurtigt farver ege- og bøgebladene skoven i okker-toner og forvandler skovbunden til et farverigt og lydisolerende tæppe.
Und dig selv en oplevelse af de store
Hvis du er i området, må du simpelthen ikke snyde dig selv for den uforlignelige skønhed i disse landskaber, de mange forskellige vandrestier og charmerende små afkroge.
Løvtræerne danner et smukt tag
13. Lagunas de Gallocanta, Zaragoza, Aragón
Gallocanta ikke en stor skov fyldt med gamle træer, og jorden er ikke fyldt med farverige blade, der rasler, når du går... Men det er altså stadig et sted, du bør og skal besøge i efteråret.
Fantastisk fugleliv ved Europas største saltsø
I hjertet af dette naturreservat finder du Europas største saltsø med over 220 fuglearter, der får sig en siesta, når de er på træk.
Hvis du eksempelvis er pjattet med traner, er det med at komme af sted i oktober. Her gør 40.000 traner nemlig stop på vejen mod Sydspanien og Afrika.
Vi ses
Ha' et skønt, hyggeligt og oplevelsesrigt efterår
Tilgængelig for alle
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.