Elektronik tilladt under hele flyvningen
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 07/02/2014 - 10:18
Fly & trafik
Gode nyheder til alle elektronik-nørder. Ryanair tillader nu brug af elektronisk udstyr under hele flyvningen – også under start og landing....
Gode nyheder til alle elektronik-nørder. Ryanair tillader nu brug af elektronisk udstyr under hele flyvningen – også under start og landing. Det gælder både smartphones, tablets, e-books og MP3-afspillere i samtlige Ryanair-fly i Europa. Bare husk at vælge "flight mode".
Computere skal dog stadig være slukket under start og landing.
Husk at vælge flyfunktion
Ændringen er et resultat af en aftale mellem EU-kommissionen og det europæiske luftsikkerhedsagentur EASA, der blev indgået mandag den 9. december sidste år. SAS var hurtigt ude, da selskabet gav tilladelse til brug af elektronisk udstyr ombord på alle deres fly bare fire dage senere. Læs mere her
"I vil elske det"
Ryanairs salgs- og marketingchef, Luis Fernández-Mellado, siger, at initiativet er en del af selskabets nye strategi.
”Ryanairs kunder kan nu bruge elektronisk udstyr under hele flyvningen. De kan drage fordel af lave priser, reservere sæder og få præcise fly. Vi arbejder hårdt på at forbedre vores service til alle kunder, og dagens nyhed er den seneste i en række ændringer, som vi ved, at vores kunder vil elske”, lyder det fra selskabet i en pressemeddelelse.
Flere kunder, færre penge
Stigende konkurrence i lavpris-branchen har ført til en benhård priskrig blandt flyselskaberne. Ændringerne skal være med til at bringe Ryanair ovenpå igen, efter at selskabet har lidt et tab i nettoindtjeningen – trods stigende passagertal.
Lavprisselskabet endte med et lidt større underskud end ventet i tredje kvartal af selskabets regnskabsår. Underskuddet var på 35 millioner euro mod forventet 32 millioner ifølge beregninger fra Bloomberg News.
I den tilsvarende periode sidste regnskabsår havde man et overskud på 18,1 millioner euro, men Ryanair fastslår, at underskuddet er på linje med forventningerne og fastholder sin prognose for hele året med et samlet overskud på 500-520 millioner euro.
Lynhurtigt reaktion på nedgang
- Underskuddet i tredje kvartal skyldes fuldt ud et ni procent fald i vores gennemsnitlige billetpriser og udviklingen mellem pund og euro, siger topchef Michael O’Leary.
Trods en trafikvækst på seks procent til 18 millioner faldt omsætningen fra 969 til 964 millioner euro. Analytikerne havde ventet en omsætning på 968 millioner.
“Vi reagerede hurtigt på sidste efterårs svaghed med lavere billetpriser og sædekampagner, og for nylig øgede vi reklame- og markedsføringsforbruget”, skriver Ryanair på sin hjemmeside.
Slut med "skide sure kunder"
For at øge konkurrenceevnen er Ryanair i dén grad gået i charmeoffensiven og har givet afkald på tidligere tiders stejle budskab om, at prisen er vigtigere end servicen. Nu satses der benhårdt på at forbedre selskabets kundeservice.
Spradebassen Michael O'Leary sagde sidste år, at ”vi vil stoppe med at gøre de ting, som gør kunderne skide sure”.
Det har altså indtil videre betydet lempelse af strenge krav til håndbagage, så passagererne nu kan medbringe en lille håndtaske eller toldfri shopping-pose med på bord, sammen med deres sædvanlige håndbagage.
Fra den 1. februar kan du bestille bestemte sæder, og der er desuden indført "stille"-flyvninger uden irriterende Ryanair-reklamer.
Ryanair vil også åbne nye baser i flere europæiske storbyer som Bruxelles - Zaventem, Athen, Thessaloniki og Lissabon, og der kommer nye flyvninger til og fra lufthavnene i London Stansted, Madrid, Barcelona og Sevilla. Københavns Lufthavne er heller ikke helt ude af billedet endnu, hvor selskabet har lagt billet ind på forskellige slots. Det er dog set før, hvor Ryanair i sidste ende ikke benyttede muligheden alligevel.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.