Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

En golfoplevelse i særklasse

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 02/10/2010 - 11:03

Sport & hobby

Club de Golf Valderrama ved Sotogrande er vært for sæsonens sidste European Tour-turnering. Her kan du opleve de bedst placerede spillere og sikk...

Club de Golf Valderrama ved Sotogrande er vært for sæsonens sidste European Tour-turnering. Her kan du opleve de bedst placerede spillere og sikkert også møde fire danskere, der har gode chancer for at komme med. I denne artikel får du også information om billetpriserne, og om hvordan du bestiller dem.

Turneringen Andalucía Valderrama Masters 2010 finder sted fra torsdag den 28. oktober til søndag den 31. oktober og bliver et spændende opgør mellem 96 professionelle golfere. 87 af spillerne er de bedst placerede spillere fra European Tour's pengeliste "The Race to Dubai", men turneringen giver også plads til fem inviterede golfere fra den amerikanske Tour og fire spillere fra den spanske Tour.

Andalucia Valderrama Master vil ligesom Volvo Masters lokke flere tusinde tilskuere til Sotogrande. Her Justin Rose fra turneringen i 2008

Formatet bliver det samme som ved Volvo Masters. De 96 spillere prøver kræfter de første to dage (torsdag og fredag), hvorefter de 50 bedste spillere fortsætter til de to afsluttende runder lørdag og søndag.

Midtvejscuttet skyldes det begrænsede tidsrum med dagslys på denne årstid i den sydlige del af Spanien. Spillerne skal derfor præstere deres bedste de to første dage for at være sikker på at komme med til den afgørende fase.

Flere hundrede træer udfordrer spillerne undervejs

Præmiesummen er ikke sådan at kimse af. Deltagerne dyster om en samlet præmiesum på 3 millioner euro – heraf en halv million til vinderen.


Tilbage til eliten

For Club de Golf Valderrama falder værtsskabet for denne nye turnering på et tørt sted. Klubben var i perioden 1988 - 2008 vært for Volvo Masters turneringen, som afgjorde placeringen på Volvo Order of Merit, indtil denne turnering i 2009 skiftede navn til Dubai World Championship og flyttede fra Sydspanien til Jumeirah Golf Estate i Dubai.

Klubbens ledelse har siden da arbejdet ihærdigt på at genvinde værtskabet for en turnering på den europæiske tour. Det er nu lykkedes med støtte fra den regionale regering Junta de Andalucía, turneringens hovedsponsor.

- Vi har en af verdens bedste golfbaner med et genialt design af golfbanearkitekten Robert Trent Jones og har mange års erfaringer at trække på. Så for os det en stor glæde at vende tilbage til eliten og klare det organisatoriske arbejde lige så godt, eller måske endnu bedre end tidligere, siger klubbens direktør, Derek Brown.

Golfbanearkitekten Robert Trent Jones (th) skabte mesterskabsbanen – her i selskab med Gerald Ford

Klubben har ikke foretaget radikale ændringer af hullernes design før afviklingen af den nye turnering. Spillerne vil dog på udvalgte huller have mulighed for at slå bolden direkte fra tee til green, da man har flyttet tee-stedet for at give fairways større bredde.

”Det lyder måske som om, at vi har gjort banen lettere at gå, men skindet bedrager. Spillerne bliver tvunget til et svært valg. De kan enten satse på at slå bolden direkte hen til green med risiko for at ryge i bunker eller vandgrav, eller bruge ekstra slag for at nå sikkert frem,” siger Derek Brown.


Dansk deltagelse

Listen med deltagere fra den europæiske Tour og inviterede spillere fra USA og Spanien bliver først offentliggjort efter afviklingen af turneringen Castelló Masters Costa Azul i Valencia søndag den 24. oktober.

Danskeren Anders Hansen håber på et flot resultat

Ikke desto mindre har fire danske spillere, Søren Hansen, Anders Hansen, Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen, store chancer for at komme med. De ligger for øjeblikket alle fire over spærregrænsen på The Race to Dubai listen, og deres tilstedeværelse vil lokke mange danskere til at overvære Andalucía Valderrama Masters i Sotogrande.

Søren Kjeldsen vandt Volvo Masters på samme bane i 2008. Vil han gentage bedriften?

De to andre golfere på European tour, Jeppe Huldahl og Mark F. Haastrup, skal ligge derimod præstere topresultater på European Tour, hvis de vil kvalificere sig til denne turnering.

Den svenske felt bliver også interessant. Fem golfere, Peter Hanson, Frederik Andersson Hed, Robert Karlsson, Henrik Stenson og Johan Edfors, har lagt billet ind på at stille op.

For de spanske tilskuere bliver Miguel Ángel Jiménez det helt store trækplaster. Han får selskab af mindst seks andre spanske golfere inklusiv Sergío García "El Niño", der normalt spiller med på den amerikanske Tour. Han har trods en skuffende karriere i USA spillet så godt under sin sporadiske deltagelse på den europæiske Tour, at han er berettiget til at være på Club de Golf Valderrama.

Miguel Ángel Jiménez – altid med en cigar i munden, og en sejr fejres med årgangsvine


Billetsalg

Andalucía Valderrama Masters forventes at tiltrække flere tusinde tilskuere fra nær og fjern til følge det spændende opgør mellet Europas bedste golfere og gå rundt med deres foretrukne spiller.

Billetsalget sker on-line via turneringens web. www.andaluciavalderramamaster.es

Priser:

Torsdag den 28. og fredag den 29. oktober: 13 euro pr. dag
Lørdag den 30. og søndag den 31. oktober: 28 euro pr. dag
Alle fire dage: 70 euro
Børn under 12 år gratis entré sammen med voksen


Club de Golf Valderrama
Avda. de los Cortijos s/n
11310 Sotogrande, San Roque (Cádiz)
Spanien
Tel. + 34 956 791 200
Fax + 34 956 796 431

email: organizacion@andaluciavalderramamaster.com

Fakta om banen:
18 huller
Par 71
Længde: 6.356 meter
Design: Robert Trent Jones


Kørselsvejldning:

Club de Golf Valderrama ligger i Urbanización Sotogrande

Drej af ved km. 131 på A7 ( N340) og følg skiltene.

Tilgængelig for alle

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.