En mors mareridt
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 17/06/2013 - 10:44
Krimi og katastrofe
51-årig kvinde fra Valencia kæmper en sej kamp for at få afsløret, om hun fik frastjålet sin lille nyfødte baby, som kom til verden på et...
51-årig kvinde fra Valencia kæmper en sej kamp for at få afsløret, om hun fik frastjålet sin lille nyfødte baby, som kom til verden på et sygehus den 23. august 1981.
Prace Maxia er overbevist om, at hun blev fyldt med løgn, da hun dagen efter fødslen fik at vide, at hendes datter var død og ville blive begravet i en fællesgrav.
Lænker sig fast
For en uge siden lænkede hun sig til den regionale regeringsbygning i Valencia – og hun har ingen planer om at flytte sig, før ”hendes” døde baby bliver gravet op, og der bliver lavet en DNA-test for at tjekke, om det virkelig er hendes kød og blod.
Prace Maxia siger, at hun ikke går nogen steder, før hun får tilladelse til at tjekke, hvad der menes at være resterne af hendes datter, der ligger begravet i Valencia.
Prace er blot en af tusindvis af mødre i Spanien, der mener, at deres babyer blev stjålet under landets tidligere regime.
Kvinden er foreløbig blevet idømt to bøder for ulovlig ”besættelse” af offentligt område. Det nærliggende springvand, som hun har brugt til at vaske sig i, er blevet lukket og slukket, så hun end ikke har adgang til at pjaske lidt vand i ansigtet.
- Jeg går ikke, før jeg får at vide, om min datter er i live eller ej, siger Prace, som bliver bakket op af den spanske pressionsgruppe SOS Bébés Robados (SOS Stjålne spædbørn).
Af frygt for mulige repressalier som "hævn" for hendes "ulydighed", har Prace sørget for at få underskrevet en erklæring fra en advokat, hvori det fremgår, at hun vil gøre de personer, der forhindrer hende i at opnå sit mål ”juridisk ansvarlige” og føre dem til domstolene.
Alvorlig deformitet
Som 20-årig fødte Prace på hospitalet Sanjurjo i Valencia - som nu er omdøbt til Doctor Peset sygehuset. Kort efter fødslen fik hun at vide, at hendes lille datter var blevet født med en ”alvorlig deformitet”. Prace kunne ikke se nogen abnormiteter i det korte øjeblik, hun så sit barn efter den anstrengende fødsel.
Lægen fjernede barnet og ville ikke lade moren beholde hende under hensyn til, at ”det var sent, og at alle var meget trætte”, og at både mor og baby havde behov for hvile. Næste morgen, den 24. august 1982, fik Praces mand et telefonopkald fra sygehuset om, at barnet var død i løbet af natten. Personalet anbefalede, at Prace ikke fik noget at vide før dagen efter, eftersom hun var meget ”udkørt”. Faren så aldrig liget af sin datter.
Efter at have fået den forfærdelige besked krævede Prace at få lov til at se sit døde barn en sidste gang inden begravelsen. Barnet lå i en seng et godt stykke fra det sted, hvor de sørgende forældre fik lov til at stå, og hun følte sig aldrig sikker på, at det virkelig var hendes datter, der lå i livløs i sengen.
Den 29. august 1981 blev Prace udskrevet, og sagde at hun ville besætte kapellet, indtil der var foretaget en obduktion af den døde baby.
Da de ulykkelige forældre fik udleveret sygehusets rapport om deformiteten og kom tilbage for at få udlevet det lille barnelig, fik de at vide, at barnet allerede var blevet begravet i en fælles grav, men ingen ville sige hvor.
Prace mener, at hun er offer for en løgn, og at hendes 30-årige datter er i live – et eller andet sted.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.