Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Endelig påskens "vigtigste" begivenhed …

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 04/04/2026 - 06:23

Klumme

Nu har redaktionen vist opfyldt 80% af vores læseres ønske om - mere eller mindre - at kunne læse om påske-processionerne.

Nu kommer dagene, hvor man samles om påskefrokosterne. Og de er jo også vigtige!

Påskesøndag gemmes der også typisk de små påskeæg til ungerne, hvor vinderen er den med mest ondt i maven bagefter. Hvis der ikke er unger til stede, finder voksne måske på at lave lidt gæk med hinanden.

Måske gemmer de små flasker Underberg eller Cointreau, som de ved, deres venner kan lide - eller noget andet spas …

Men, som danskere nøjes vi jo ikke med Påskesøndag. Mens spanierne på mandag bliver jaget af sted på arbejde, kan vi komfortable danskere nyde endnu en påskefrokost 2. påskedag. Og hvorfor egentlig det?

Rent bibelsk markerer 2. påskedag dagen, hvor den opstandne Jesus viste sig for to af sine disciple på vejen til Emmaus. De genkendte ham ikke først, men forstod det, da de spiste sammen.

Historisk set var de kristne højtider i Danmark meget længere. Helt op til 1770 (før den store helligdagsreform) fejrede man faktisk både 2. og 3. påskedag! Da man i 1770 skar kraftigt ned på antallet af fridage, overlevede 2. påskedag, fordi man mente, at de store højtider (jul, påske og pinse) krævede en ekstra dag til eftertanke og hvile for folket.

Altså mere eller mindre en pure fridag, som vi i år måske skal nyde ekstra?

Det forlyder jo, at Danmarks hidtil store økonomiske råderum er væk efter valget. Det kan måske friste den nye regering i Danmark til at starte med at nappe 2. påskedag fra os? Jeg tror nu ikke, at de vil gentage den forrige regerings start-brøler.

Skål!

Hvad skal vi nu skåle for, når vi har fået den første bid af silden og løftet snapseglasset?
…tænke…
…tænke…
…tænke…
Hvorfor ikke bare skåle for, at vi har hinanden og sætter pris på at kunne være sammen på den gode måde …?

Der er jo i øjeblikket så meget ikke-godt, at under halvdelen havde været rigeligt: Varsler om, at Europa snart løber tør for olie, så vi ikke kan flyve mellem Spanien og Danmark, stigende inflation, at russerne snart kommer og tager os, fordi Trump truer med at forlade NATO, og samme herres - vistnok - hovedløse krig mod Iran.

Er tidspunktet ikke kommet, hvor vi - i hvert tilfælde delvist - skal lukke ørerne for Trumps efter hans forgodtbefindende truende udfald - herunder pressens opskalering af de skrækkelige konsekvenser, hvis han gjorde sine ord til handling?

Indrømmelse

På grund af mit arbejde og ansvar som avismand er jeg nødt til at følge med i alt - fordi alt hænger sammen.

Men, giver du mig ikke ret i, at denne mand i Det Hvide Hus nærmest har gjort os alle til timeafhængige nyhedsnarkomaner?

I mit køleskab står en halv flaske snaps fra julen. Hvis nu jeg ikke var avismand, ville jeg til påskefrokosten løfte mit glas og holde denne skåltale:

“Kære venner. For at kunne koncentrere mig om det gode liv, som jeg både har med jer og mine andre, har jeg i dag besluttet, at jeg fremover kun vil se og læse nyheder én gang om ugen. Det skyldes blandt andet, at det - der mandag blev betegnet som katastrofalt - alligevel ikke var det torsdag.

Skål!”
 

Kan måske også interessere dig

Kommentarer

Vi skal måske huske; at 2. Påskedag ikke en landsdækkende helligdag i Spanien, men at det afhænger af regionen.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.