Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Et kys til 1,5 million euro

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 10/06/2013 - 08:11

Sport & hobby


Jeg ville også være glad, hvis jeg kunne kysse en pokal og putte 1,5 million euro i baglommen. Men jeg er – næsten – lige så glad for at...

Jeg ville også være glad, hvis jeg kunne kysse en pokal og putte 1,5 million euro i baglommen. Men jeg er – næsten – lige så glad for at have set finalen i Roland Garros mellem to af de ypperligste sportsfolk i tennis-verdenen.

 

Tilmed var de spaniere begge to. Spaniens kronprins Filipe sagde ved ankomsten til finalen i Roland Garros tennis-komplekset lige syd for Bologne-skoven i Paris, at han kunne garantere én ting: Spanien vinder finalen.

 

Filipe blev ledsaget af præsidenterne for de to provinser, hvor henholdsvis Ferrer og Nadal kommer fra: Valencia og Balearerne.

 

Det var første gang, at 31-årige David Ferrer, ATP-ranlistens nr. 5, nåede til en Grand Slam finale. Og mange undte ham, at han skulle gå hjem med sejren.

 

Konkurrenternes nederlag

Ved semifinalen vandt han suverænt i tre sæt over franskmanden Tsonga. Både Ferrers fans – og nok også ham selv – havde store forhåbninger.

 

Men på den anden side af nettet stod en Rafael Nadal, der efter knæskade og fravær i længere tid, nu er tilbage på et niveau, der måske er hans bedste nogensinde.

 

I semifinalen ordnede han ranglistens nr. 1, serberen Novak Djokovic. Det blev godt nok en marathon-match over 5 sæt , der varede over 4½ time. Men Rafa havde lige den sidste psyke, der skulle til for at tage sejren hjem.

 

David har tabt langt de fleste opgør mod Rafa, og under finalen søndag skinnede det næsten igennem fra starten, at han ikke troede på, at kunne vinde sin første Grand Slam finale.

 

Han spillede fremragende, men kom til at lave mange returneringsfejl på Rafas vildt topskruede bolde.

 

David og Rafa - amigos para siempre...

 

Med Rafas 6-3 sejr i første sæt, og derefter 6-2 i andet sæt, var der ikke meget tvivl tilbage om, hvem af de to rigtig gode venner, der skulle løbe med den største check og de 2.000 point til ranking-listen.

 

Selvfølgelig er det bedst at vinde, men heller ikke helt tosset at blive nr. 2. David kunne efter nederlaget trods alt glæde sig over en check på 750.000 euro og 1.200 point.

 

At vi i går så to af sportsverdenens bedst repræsentanter beviste David Ferrer, da han efter kampen kårede Rafa som den suverænt bedste og ikke begyndte på noget klynkeri over, at han havde haft en dårlig dag.

 

Rekord og romerlys

Rafas sejr blev rekord. Det var ottende gang han vandt finalen, og det er der ingen, der tidligere har gjort.

 

Det var fjerde gang i Roland Garros 40-årige historie, at finalen var rent spansk.

 

Finalen var ikke helt uden trusler. Vejrguderne var ikke helt med, og regn truede med at afbryde kampen. Selvom publikum iførte sig regnslag og slog paraplyer op, var det dog ikke nok til stoppe opgøret.

 

 

Uromagere var også til stede på center-court. Med råb, hujen, og romerlys forsøgte de at sabotere matchen. Spillet blev sat i pause, og uromagerne overmandet og ført ud.

 

Suveræne Serena Williams

 

Spindesiden må heller ikke forbigås. Lørdag demonstrerede amerikaneren sin styrke ved at slå WTA-ranking listens nr. to, Maria Sharapova, i to sæt med cifrene 6-4, 6-4

Det var 31-årige Serenas sejr nr. 31 i træk og Grand Slam sejr nr. 16. Serena scorede også 1,5 million euro.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.