Hash-dyrkning mod arbejdsløshed
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 02/03/2012 - 11:01

Samfund og Politik
Alle kneb gælder i kampen om at finde en vej ud af krisen. Den lille catalanske landkommune Rasquera, der ligger i den sydlige af Tarragona Pro...
Alle kneb gælder i kampen om at finde en vej ud af krisen. Den lille catalanske landkommune Rasquera, der ligger i den sydlige af Tarragona Provinsen, griber nu til dyrkning af marihuana, for at trække investeringer og dermed nye arbejdspladser til området.
Det opsigtsvækkende forslag om at leje byens omkringliggende marker ud til marihuana-dyrkere blev vedtaget onsdag aften i byrådet med fire stemmer mod tre.
Planen er, at lokale jordejere enten sælger eller lejer deres marker til kommunen, som derefter lejer jorden ud til marihuana-dyrkerne.
Tid til nytænkning
Rasqueras borgmester, Bernat Pellisa, stemte for forslaget med den begrundelse, at der er brug for nytænkning, hvis kommunen vil slippe af med voksende gæld og stigende arbejdsløshed.
- Det er et spørgsmål om muligheder for at skaffe penge kassen og skabe flere arbejdspladser, siger borgmesteren og henviser til frygten for et fald i indbyggertallet.
Rasquera Kommune har ca. 900 indbyggere, og mange unge søger nu til større omegnskommuner ved Barcelona og Tarragona i jagten på et arbejde.
Bernat Pellisa forsikrer, at projektet har indhentet de nødvendige tilladelser, og at kommunen ikke selv vil plante marihuana, men regulere dyrkning og afsætning til legale formål.
Lejere står på spring
Meget tyder på, at der er flere penge i marihuana end keramik, som hidtil har stået for en stor del af den lokale omsætning. Kampagnen ”Lej en hash-mark” har allerede fået flere interesserede til at melde sig på banen. Borgmesteren bekræfter, at han allerede har modtaget 50 ansøgninger fra foreninger og sammenslutninger, der eksperimenterer med brug af euforiserende stoffer til behandling af kræft og fibromyalgi-patienter.
En gruppe marihuana-brugere, ABCDA, skriver på sin hjemmeside, at den vil investere mindst 1,3 millioner euro i det skæve projekt. Gruppen håber at indgå en skriftlig aftale med Rasquera Kommune i løbet af denne uge. Investeringen foregår over et to-årigt forløb og vil skabe 40 nye arbejdspladser.
En anden cannabis-forening, Airam, som har 7.000 medlemmer, skal i dag mødes med byens borgmester for at få yderligere oplysninger. Foreningen støtter det opsigtsvækkende projekt og mener, at det er interessant, fordi det "vil gøre op med det sorte marked '.
Myndighederne er ikke begejstrede
I Spanien er det ikke ulovligt at have marihuana i små mængder til privat forbrug. Det er derimod ulovligt at tjene penge på salg eller at opfordre folk til at benytte det euforiserende stof.
Den spanske afdeling for narkotikabekæmpelse har allerede erklæret, at Rasqueras marihuana-eventyr er ulovligt, og at der kommer en razzia i samme øjeblik, det første frø bliver sået.
Kan måske også interessere dig
Nu foreligger rapporten om strømafbrydelsen den 28. april
Rapporten bekræfter, at en overspænding med multifaktoriel oprindelse var årsagen: ″Der var ikke tilstrækkelig kapacitet til at regulere.″
23,40 euro ekstra på prisen, revolutionerer grøn energi, mikroboliger vinder frem og Fischers geniale greb
Kort og godt om lidt af hvert i tekst, billeder og video …
Middelalderby bygget på lava - det rene eventyr
Tag med til en helt speciel by med Europas største … Vietnammuseum?
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.