Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

EU kræver massefyringer

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 29/11/2012 - 12:45

Samfund og Politik


Det er ikke bare byggeriet, der er ramt af krise og massearbejdsløshed. Spanske banker står overfor den største ”saneringsplan” nogensind...

Det er ikke bare byggeriet, der er ramt af krise og massearbejdsløshed. Spanske banker står overfor den største ”saneringsplan” nogensinde, som sender hver fjerde bank-ansatte ud i arbejdsløshed.

 

Denne gang er det EU, der står bag de omfattende krav om centraliseringer og nedskæringer i de fire kriseramte spanske storbanker, der tidligere på året blev ”nationaliseret” gennem massiv kapitaltilførsel fra den spanske regering.

 

Bruxelles kræver fyring af 25 procent af samtlige ansatte i de fire banker, som inden for kort tid vil få overført 37 milliarder fra EU's redningspakke.

 

Bankia, CatalunyaBanc, Novagalicia og Banco de Valencia fik i går besked på, at der skal skæres mellem 20 og 25 procent i arbejdsstyrken, hvis de vil gøre sig håb om at få del i de mange EU-milliarder. Bankerne har fået en frist på fem år til at gennemføre en total omstrukturering herunder fyringer og lukning af ikke-rentable afdelinger.

 

Meddelelsen om de nye nedskæringer kommer oven i de 5.638 afskedigelser, der allerede har været inden for den spanske banksektor.

 

Her bliver det værst

Værst ramt er La Caja de Ahorros Mediterráneo (CAM), som skal af med 1.250 personer, Unnim, som er en fusion mellem Caixa Manlleu, Caixa Sabadell og Caixa Terrassa skal vinke farvel til 1.218 ansatte.

 

Banca Cívica-CaixaBank har allerede reduceret sit personale med 20 procent, og Banco de Valencia har sagt farvel til 370 af sine i alt 2.000 ansatte.

 

Det økonomiske tidsskrift Expansion anslår, at der siden 2008 er blevet nedlagt 30.000 stillinger inden for den spanske finanssektor, og at der næste år kommer yderligere 20.000 fyringer.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.