Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

EU og Ryanair skyder kritik ned

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 12/09/2012 - 10:27

Samfund og Politik Rejser & oplevelser


Trusler fra Spaniens regering om at fratage lavprisflyselskaber retten til at flyve i landet, hvis ikke de opfylder regeringens sikkerhedskrav, ...

Trusler fra Spaniens regering om at fratage lavprisflyselskaber retten til at flyve i landet, hvis ikke de opfylder regeringens sikkerhedskrav, har haft nogenlunde samme effekt som at slå i en dyne.

 

Nixen-bixen!

Både EU og Ryanair-boss Michael O'Leary, afviser den spanske Udviklingsminister Ana Pastors udtalelse om, at regeringen vil stramme sanktionerne mod de lavprisflyselskaber, der ikke overholder sikkerhedsreglerne.

 

Det kan regeringen nemlig ikke.

 

Ryanair: stop smædekampagnen

Mens Ryanairs formand mener, at den spanske regering har iværksat en større ”bagvaskelses-kampagne” mod selskabet, er meldingen klar fra Europa-kommissionen: Spanien kan ikke gribe ind og sanktionere i europæisk luftfart.

 

O'leary har nu sendt et åbent brev til den spanske udviklingsminister, hvori han anklager statens sikkerhedsråd AESA for at lække oplysninger om alle de småulykker, der har ramt Ryanair, mens landets egne flyselskaber som Vueling og Iberia går fri og fremstår fejlfri.

 

- Det er kriminelt at lække falske beskyldninger til pressen, siger O'Leary, som argumenterer, at Ryanair nu har fløjet sikkert i luften i 28 år.

 

Vil bare hytte sine egne

O'Learys kritik er en reaktion på, at udviklingsminister Ana Pastor forleden beskyldte Ryanair for ikke at overholde landets sikkerhedsregler, og varslede derfor en stramning af sanktionsmulighederne mod selskabet.

 

O'Leary understreger i sit brev, at Ryanair ikke er et udenlandsk selskab og beskylder spanske dagblade for at makke ret overfor regeringens bagvaskelses-kampagne, som kun har til formål at beskytte landets egne flyselskaber, der har svært ved at klare sig i konkurrencen med den irske flygigant.

 

Anklager skal rejses i hjemland

Meget tyder altså på, at EU-kommissionen giver O'Leary ret. Anklager mod Ryanair skal rettes til de irske luftfartsmyndigheder, The Irish Aviation Authority (IAA), som i samarbejde med de spanske luftfartsmyndigheder kan foretage en undersøgelse af kritikken mod selskabet.

 

I henhold til den nuværende EU-lovgivning om luftfartssikkerhed er det kun myndighederne der, hvor selskabet er indregistreret, der kan tilbagekalde en licens, siger EU-kommissionens talsmand, Dale Kidd.

 

- Er det et britisk flyselskab, har kun de britiske myndigheder autorisation til at gribe ind, og i tilfælde af et spansk flyselskab, kun de spanske myndigheder, siger Kidd.

 

Udviklingsministeren, Ana Pastor, sagde mandag, at Spanien vil kræve ændringer i EU-forordninger, som giver de nationale tilsynsmyndigheder ret til at håndhæve sanktioner over udenlandske luftfartsselskaber, der opererer inden for landets territorium, men den går altså ikke, siger både Ryanair og EU.

 

Ikke første gang

Det er langt fra første gang, at Ryanair tager det store skyts frem mod Spanien. Sidste år truede O'Leary landets daværende industriminister, Miguel Sebastián, med at droppe planlagte investeringer, hvis ikke Spanien annullerede bøder for over en million euro, der stammede fra klager om uheld hos Ryanair siden 2007.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.