Europas største solcelleanlæg indviet i Spanien i går
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 11/08/2022 - 07:00
Miljø
Sjovt nok blev anlægget taget i brug samme dag, som Spanien startede på regeringens energispareplan.
Anlægget "Francisco Pizarro", som Iberdrola står bag, vil producere tilstrækkelig ren energi til at forsyne befolkningen i byerne Badajoz, Plasencia og Don Benito. Det svarer til 334.400 husstande.
Europas største solcelleanlæg ligger i provinsen Cáceres og haren kapacitet på 590 megawatt.
Anlægget ligger mellem kommunerne Torrecillas de la Tiesta og Aldeacentenera og dækker et areal på ca. 1.078 hektarer fordelt på fem områder, hvoraf de 310 hektarer anvendes til infrastrukturerne.
- Anlægget har 12.000 mobile strukturer - såkaldte "solar trackers" - som gør det muligt for solcellepanelerne at tilpasse sig og opnå den bedste indfaldsvinkel for solens stråler alt efter solens placering, fortæller projektets direktør, Jorge Santa Bárbara.
Med opstarten af "Francisco Pizarro" er anlægget i Usagre (Badajoz), som også tilhører Iberdrola-koncernen, ikke længere det største i Europa.
Fint samkvem mellem solceller og en fåreflok
Investering og udbud
Udviklingen af "Francisco Pizarro", som er Iberdrola-koncernens største solcelleanlæg i verden til dato, har medført en investering på over 300 millioner euro og har skabt mere end 1.500 arbejdspladser.
Dens solenergiproduktion vil forhindre udledningen af 150.000 tons CO2 om året.
Iberdrola vil også levere 100 procent vedvarende elektricitet fra dette anlæg til virksomheder som Danone, Bayer og PepsiCo til dækning af energibehovet i deres centre i Spanien.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.