Fængsel til lummer udlejer
Skrevet af Kathrine Hesner, man, 19/01/2015 - 12:43
Krimi og katastrofe
KRIMI: Det var bare for sjov! Sådan lød mandens forklaring på at have installeret skjult kamera i badet – den hoppede dommeren ikke på.
Mand er blevet idømt otte måneders fængsel for at installere et kamera, hvor han kunne lure på sin lejer, når hun tog brusebad.
Den dømte fremlejede et værelse til en kvinde, men forud for udlejen havde han installeret kameraet i badeværelset og camoufleret det bag udluftningsristen. Herfra havde han trukket et kabel direkte til sit tv. Selv hævdede han, at det simpelthen bare var for at lave ”en joke med nogle venner”.
Provinsretten i Murcia har sat endeligt punktum i sagen med at idømme manden otte måneders fængsel samt en bøde på næsten tusind euro for at have installeret kameraet i badet for at kunne lure på den intetanende lejer.
Målrettet installering
Dommen, som nyhedsbureauet Efe har fået aktindsigt i, beskriver, at manden selv boede som lejer i huset i den lille landsby Puente Tocinos i Murcia, da han fremlejede et værelse til en kvinde, der havde reageret på en annonce på nettet. Ifølge dommen havde sagsøgte inden udlejen installeret kameraet og camoufleret det bag udluftningen på badeværelset.
Selve placeringen af kameraet var bevidst, overlagt og med et helt konkret mål for øje, lyder det i dommen. Linsen var rettet direkte mod badet.
Han havde også trukket ledningen, der kunne overføre optagelser direkte til mandens fjernsyn, som ved et enkelt tryk viste optagelserne direkte. Dommen lagde også vægt på, at kameraet havde to små lysdioder, der var blevet malet sorte, så man ikke kunne se lyset gennem risten.
Straffedomstol har udover fængsel pålagt den tiltalte en bøde for overtrædelse af privatlivets fred, samt at betale erstatning til kvinden på 500 euro.
Som forsvar bedyrede manden over for provinsretten i Murcia, at han ikke havde installeret kameraet for at lure på kvinden, mens hun var i bad, men havde været brugt til at lave sjov med nogle venner til en fest.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.