Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Færre røverier, flere mord

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 05/02/2015 - 12:14

Krimi og katastrofe

KRIMI: Over 300 personer blev myrdet sidste år, men faktisk blev der generelt begået mindre kriminalitet. På landsplan faldt antallet af sager med 3,6 procent.

Indenrigsministeriet offentliggjorde denne uge data over kriminaliteten i Spanien sidste år. I alt var der 2.093.621 sager, og det tal dækker både over straffesager og forseelser. I 2013 var det samlede tal 2.172.133.

Antallet af drab steg dog med 6,6 procent. I 2013 blev der begået 302 mord, mens tallet for sidste år havnede på 322. Det generelle fald i sager fordeler sig faktisk ellers på stort set alle forbrydelser, men særligt markant så vi et fald i antallet af røverier, der faldt med 17,3 procent.

Også voldskriminalitet faldt med hele 14,1.

Samlet set var antallet af straffesager, der førte til dom, på 44,8 sager per 1.000 mennesker sidste år, hvilket er en "positiv" balance i forhold til andre lande, lyder det fra ministeriet.

Færre røverier og biltyverier

Det største fald fandt sted i røverier hvor der indgår vold og trusler. I 2014 blev der i alt begået 71.187 af den slags, svarende til et fald på 17,3 procent i forhold til de 86.034, der blev begået i 2013. Røverier generelt faldt fra 381.777 i 2013 til 345.105 sidste år, og det er et fald på 11,2 procent.

Det skete også et fald i antallet af biltyverier. Fra januar til december sidste år blev 43.374 biler stjålet, og det var faktisk 5.481 færre end i samme periode i 2013.

Der var faktisk også lidt færre hjemmerøverier, så det lader til at politiets øgede indsats mod organiserede, kriminelle bander, der er involveret i den slags forbrydelser, har hjulpet. I alt blev der begået 121.873 hjemmerøverier sidste år i forhold til 127.444 i 2013. Der er et fald på 4,4 procent.

Narkorelaterede forbrydelser er faldet med 6,1 procent, og antallet af tyverier er faldet med 5,4 procent fra 770.296 til 728.512.

Den eneste type kriminalitet, der er i vækst, er altså drab og mord.

Fald alle steder, undtagen...

Ser vi på geografi, er der sket et fald i kriminaliteten i alle regioner bortset fra i Navarra, hvor tallet steg med 16,9 procent. Indenrigsministeriet forklarer, at stigningen skyldes den gradvise inkorporering det seneste år af data fra lokalpolitiet.

Resultaterne er beregnet på oplysninger indsamlet af Rigspolitiet og Guadia Civíl, Ertzaintza, Mossos d'Esquadra og Navarras regionalpoliti og lokalpolitiet.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.