Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Færre skilsmisser og prostituerede i knæ

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 25/07/2012 - 12:22

Samfund og Politik


Økonomisk krise får ægtefæller til at holde sammen, eller også har de bare ikke råd til at få hver til sit! Og nogle kvinder er så press...

Økonomisk krise får ægtefæller til at holde sammen, eller også har de bare ikke råd til at få hver til sit! Og nogle kvinder er så pressede, at de tvinges til at sælge sig selv på gaden, da det ikke er til at opdrive andet arbejde.

 

Antallet af skilsmisser er faldet til det laveste niveau i ti år, oplyser dagbladet El Mundo.

 

Hvert femte barn uden for ægteskab

Siden vedtagelse af den nye ”ekspres-skilsmisselov” i 2005, hvorefter det blev meget lettere at lade sig separere og skille, var antallet af skilsmisser ellers kraftigt stigende. Men den tendens satte den økonomiske krise en brat stopper for. Meget tyder på at det er økonomien, der får mange til at blive i ægteskabet. Der er nemlig ikke råd til at holde to huse, to mad-budgetter, to biler og så videre.

 

Meget tyder til gengæld også på, at unge holder sig tilbage med at gifte sig. De vælger i stedet at bo sammen papirløst, indtil der er penge til at stifte familie og holde bryllup. 20 procent af alle nyfødte i Spanien er i dag børn af ugifte forældre.

 

Dyr affære

Det er faktisk ikke noget billig affære at blive skilt; ikke mindst hvis der skal advokatsalærer på, og det skal der desværre i mange tilfælde. Det er nemlig de færreste ægtefolk, der kan finde ud af at skilles i fred og fordragelighed, og hvis der er børn eller større formuer indblandet, er det endnu værre, siger advokat Fernando Basanta, formand for sammenslutning af foreninger af ret til samkvem, UEFACC.

 

Det største antal skilsmisser findes i kyst- og turistområder som Barcelona, Valencia og i Sydspanien.

 

Drives til prostitution

Men selvom det kan virke træls at være tvunget til at blive sammen har krisen også en anden og langt mere alvorlig konsekvens. Spanske husmødre drives ud i prostitution. Hidtil har det fortrinsvis været kvinder fra Sydamerika, Østeuropa og Afrika, der har stået for tilbuddene i gaderne og på landevejene.

 

Det har ændret sig nu. Ifølge politiets centrale enhed for illegal indvandring og forfalskede papirer, UCRIF, er 10 procent af gadeprostitutionen overtaget af spanske kvinder.

 

Mange af dem har været på gaderne tidligere, men det lykkedes tidligere for dem, at komme ud af prostitutionen og komme ind på det normale arbejdsmarked. Så kommer den fatale krise: de bliver fyret, har ingen penge og den eneste vej ud er tilbage på gaden.

 

Presses på pris og ydelse
Sjovt er det ikke. Kunderne har også færre penge, og det betyder pres på flere måder - både på prisen og ydelsens karakter: flere tvinges til sex uden kondom efter pres fra kunden, skriver den spanske afdeling af læger uden grænser.


Samtidig er opholdet på gaderne blevet risikofyldt på andre måder. De fleste gadeprostituerede arbejder under organiserede, kriminelle alfons-bander, og der er ofte stadig tale om ofre for menneskehandel.


Gennem de seneste måneder har politiet imidlertid anholdt over 150 kriminelle, der på forskellig vis presser de ”selvstændige” til at forsvinde fra gaderne.
 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.