Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Få sikret din afsked

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 04/10/2013 - 10:05

Samfund og Politik


Sorg, afsavn, planlægning og oven i det en økonomisk byrde. Sørg for at få styr på alt, inden du skal herfra, så dine pårørende, venner ...

Sorg, afsavn, planlægning og oven i det en økonomisk byrde. Sørg for at få styr på alt, inden du skal herfra, så dine pårørende, venner eller andre ikke pludselig står tilbage med regningen og en hel masse bøvl.

 

Efter historien om 54-årige Inga Terkildsen, der blev fundet død i sin lejlighed i Fuengirola den 8. august, uden økonomisk dækning til kremering og begravelse, rejser spørgsmålet sig nu igen: Hvordan sikrer vi bedst vores nære og kære mod økonomiske vanskeligheder i en i forvejen vanskelig tid i forbindelse med dødsfald?

 

Får begravelse i dåbsgave

Løsningen kan være at tegne en begravelsesforsikring, som mange spaniere har valgt at gøre. Det er ikke usædvanligt, at man giver nyfødte en begravelsesforsikring i dåbsgave, og det har gjort den type forsikringer til de mest solgte i Spanien, fortæller Pernille Kaas og Fernando Beltran fra forsikringsmæglerne Kaas og Kirkemann.

 

- Ved at tegne en begravelsesforsikring ved man, at der bliver taget hånd om det hele, og så behøver man ikke spekulere mere på det, siger Pernille til Spanien i Dag.

 

Begravelsesforsikringer er noget relativt nyt for de fleste danskere, men det er helt normalt for eksempelvis både spaniere og englændere.

 

- Det er noget, vi danskere ikke snakker ret meget om, siger Pernille.

 

Undgå uventet udgift

Især hvis man er alene eller ikke har nær familie omkring sig, kan en begravelsesforsikring være en god ting. På den måde slipper andre for at tage stilling til en hel masse ting, og ikke mindst er omkostningerne dækket ind, så andre ikke pludselig står med en uventet udgift.

 

- Det kan være svært nok at håndtere et dødsfald, og hvis man så også står med problemer over for myndigheder, banker og alt det der, så bliver det bare endnu sværere, forklarer Pernille.

 

Sagen bliver ikke lettere af, at mange ikke taler tilstrækkeligt spansk til at kunne håndtere komplicerede sager, og her kan begravelsesforsikringen spille en afgørende rolle.

 

Hjælper med sprogbarrieren

Mange forsikringsselskaber taler engelsk eller andre udenlandske sprog, og det er en stor hjælp for de efterladte. En begravelse i Spanien kan koste omkring 6.000 euro og, hvis man ønsker at blive begravet uden for landets grænser, er det endnu dyrere.

 

Et eksempel på en begravelsesforsikring for en familie på fire (to voksne i 40-års alderen og to børn) ligger på 144 euro om året. For personer over 55 år er præmien på 150 til 170 euro og fra 61 år på mellem 350 og 400 euro om året. Priserne varierer dog en del, afhængigt af hvilket selskab og dækningsgrad man ønsker.

 

For personer over 70 kan det derfor bedst betale sig at tegne en forsikring med en engangspræmie på 3.500 til 4.500 euro, afhængigt af alder og dækning.

 

Klik her og hør interview med Pernille Kaas og Fernando Beltran

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.