Få skatterabat ved boligkøb i Spanien
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 09/11/2023 - 07:00
Bolig
Du kan få skatterabat, hvis du køber feriebolig i Spanien, men du skal nå at overtage den inden udgangen af 2023.
Nykredit informerer:
Overvejer du at købe en bolig i udlandet, og har du allerede talt med bank og advokat og er godt i gang med at se på boliger? Så kan det være en god ide at sætte farten op og se, om du kan nå at få en handel i hus inden årsskiftet. Så har du nemlig mulighed for at få en skatterabat på din nye bolig.
Skatterabatten beholder du, så længe du ejer boligen.
Du betaler ejendomsværdiskat – også på boliger i udlandet
Har du en bolig i udlandet skal du betale ejendomsværdiskat i Danmark. Det gælder, uanset om det er en ferielejlighed på Mallorca, et hus i Sydfrankrig eller en ødegård i Sverige. Du skal dog ikke betale grundskyld.
Fra 2024 er ejendomsskatten for din feriebolig i udlandet 5,1 promille af boligens formodede handelsværdi op til 9,2 mio. kr. og 14 promille af handelsværdien herover. I den danske ejendomsværdiskat kan tilsvarende udenlandske ejendomsskatter modregnes. Den danske skat afhænger derfor ikke bare af boligens værdi, men også af størrelsen på de lokale skatter.
Alle, der har ejerboliger i udlandet, har tidligere haft glæde af skattestoppet herhjemme, men skattestoppet ophører i 2024.
Vil du vide mere om boligkøb i Spanien med dansk realkredit? Så læs mere eller bliv kontaktet her.
Sådan får du skatterabat
Hvis du når at købe din bolig i udlandet og også har en overtagelsesdato i 2023, kan du få en skatterabat. Skatterabatten er forskellen mellem den ejendomsværdiskat, du skal betale i 2024 efter de nye regler og den skat, du skulle betale efter de gamle regler. Du beholder skatterabatten, så længe du beholder ejendommen, og den falder først fra, når du sælger.
Mulighed for indefrysning
Ligesom i Danmark har du mulighed for at indfryse stigningen i ejendomsværdiskatten på din bolig i udlandet. Det vil sige, at du ikke betaler skattestigningen nu og her, men først betaler det indefrosne beløb, den dag du sælger boligen. Der er dog en afgørende forskel, når det drejer sig om boliger i udlandet: Du skal kunne stille sikkerhed for det indefrosne beløb.
Sådan kommer du videre
Selvom der kan være fordele ved at nå at købe inden årsskiftet, må du ikke haste et køb igennem. Tal altid med både bank og advokat, før du begynder at se på boliger. Få e boligkøbsbudget i banken, så du ved, hvad du kan købe for. Mange bliver overraskede over, hvor mange udgifter, der er forbundet med et boligkøb i udlandet.
Mere om boligskat og ejendomsvurderinger
Vil du læse mere om boligskat og ejendomsvurderinger, så besøg Nykredits temaside: Nye boligskatter og ejendomsvurderinger.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.