“Fælles europæisk luftrum har spillet fallit”
Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 03/01/2025 - 07:00
Fly & trafik EU
Opråb fra Ryanair gennem fire nytårsforsætter.
Ryanair tog onsdag hul på det nye år med en direkte opfordring til EUs regeringer om at afskaffe luftfartsafgifter og trafikbegrænsninger inden udgangen af det nye år.
Flyselskabet offentliggjorde et manifest med fire nytårsforsætter til EU-landene om at “gøre luftfarten og lufttransporten i Europa mere effektiv”.
Blandt disse anmodninger er afskaffelse af flyskatter, i fodsporene på lande som Sverige, Ungarn, Irland og nogle regioner i Italien, som ifølge flyselskabet er blevet belønnet med en “bemærkelsesværdig vækst i trafik og turisme” sammenlignet med tilbagegangen andre steder som i Storbritannien, Frankrig og Tyskland.
Skru ned for gebyrer for lufttrafikkontrol
Selskabet foreslår også at følge USAs eksempel og reducere afgifterne for flyvekontrol, som ifølge Ryanair siden 2020 er steget “mere end dobbelt så meget som inflationen” på trods af utilstrækkelige tjenester og flere forsinkelser og aflysninger end nogensinde før i løbet af sommeren 2024.
Ifølge selskabet er strejker og underbemanding hos de såkaldte ATC'er gået ud over 34 millioner passagerer siden 1. april 2024, og 188.639 fly er blevet forsinket. Alene i Spanien er det gået ud over knap 6,5 millioner rejsende.
I samme åndedrag foreslår det lavpriskongen to reformer, der skal afhjælpe 90 procent af forsinkelserne forårsaget af flyvekontroltjenesterne: At sikre, at bemandingen er på plads til den første bølge af morgenafgange, og at beskytte overflyvninger under nationale flyvelederstrejker.
Europæisk fallit-system
“Europa har spildt 20 år på at love et fælles europæisk luftrum uden nogen form for fremskridt. Det bør opgive det fælles europæiske luftrum, deregulere flyvekontrollen og lade Europas ATC-udbydere konkurrere med hinanden, som flyselskaberne gør”, lyder det i manifestet.
Ryanair opfordrer til at fjerne trafikbegrænsningerne i lufthavne som Dublin Lufthavn, som er begrænset til 32 millioner passagerer, når den reelt har kapacitet til 60 millioner, og det ville “øge trafikken, tilgængeligheden, turismen og beskæftigelsen”.
- Det er på tide at vende tilbage til deregulering og fokusere på politikker, der skaber vækst, siger Ryanairs CEO, Michael O'Leary, mens han også opfordrer til, at 2025 bliver “året for konkurrenceevne og vækst” og opfordrer Europa-Kommissionen og formand Ursula Von Der Leyen til at rette op på Europas “fejlbehæftede lufttrafikkontrolsystem”.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.