Farvel Marbella
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 24/04/2014 - 08:37
Vejr og natur
Benidorm, Marbella, San Sebastiáns ikoniske ”La Concha” og La Manga i Murcia vil stå under vand, hvis den globale opvarmning fortsætter.
Benidorm, Marbella, San Sebastiáns ikoniske ”La Concha” og La Manga i Murcia vil stå under vand, hvis den globale opvarmning fortsætter.
Det viser en ny rappport fra Greenpeace. Se video længere nede
Rapporten hedder 'På vej mod det ekstreme klima. Risici ved ikke at stoppe den globale opvarmning og ødelæggelse af Arktis'. Den beskriver, hvordan en stor del af Spaniens kystlinje vil forsvinde, hvis havet stiger og trænger ind i landet.
Alt dette vil være en realitet i slutningen af det 21. århundrede. Mange af os slipper for at opleve dette skrækscenarie, men de børn, der fødes nu, og som ved udgangen af dette århundrede vil være 86 år, vil være vidner.
Og hver gang vandstanden stiger med bare én centimeter, som følge af den globale opvarmning, forsvinder en meter strand, oplyser Greenpeace.
Rajoy tændt på Nordpolen
Talsmænd for Greenpeace Spanien, Pilar Marcos og Mario Rodríguez, har sendt en opfordring til Spaniens regeringsleder, Mariano Rajoy, om at gøre en indsats for at undgå ødelæggelsen af Arktis.
Rajoys regering har tidligere stillet sig positivt over for forslag om øget kommerciel udnyttelsen af Nordpolen med muligheder for industriel fiskeri og transport. Men det advarer Greenpeace på det kraftigste imod.
Nordpolen skal være et ”fristed” uden forurening og ødelæggelse i form af fiskeri, sejladt og olieboringer. Og der er ikke meget tid tilbage til at træffe de rigtige beslutninger i denne henseende, advarer Greenpeace.
Ifølge Marcos og Rodríguez smelter sneen og isen på Arktis dobbelt så hurtigt som på resten af planeten og har i de sidste fire år mistet så meget is, at det ville kunne dække den iberisk halvø tre gange.
Knastørre floder og skovbrande
Stigende temperaturer får polerne til at smelte, og det vil på trods af den stigende vandstand i havene reducere beholdningen af ferskvandsreservater, som igen stiller krav om øget indvinding af havvand til forbrug og dermed øget CO2-udledning.
Floderne vil tørre ud, og der vil være øget fare for omfattende skovbrande. Hvis havniveauet stiger, vil det resultere i enorme flodbølger og ekstremt vejrlig som det, vi har set i de seneste måneders tid.
Blandt de øvrige konsekvenser er nye plager i form af eksempelvis agressive myg, der kan medbringe farlige sygdomme som gul feber.
At redde Arktis handler om meget mere end blot Nordpolen, og sagen er for vigtig til, at vi bare kan overlade det til regeringerne verden over, siger Greenpeace.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.