Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Masser af sprutkontroller

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 09/12/2013 - 09:25

Fly & trafik


Du skal aldrig drikke og køre bil bagefter, men specielt lige for øjeblikket ville det være virkeligt dumt. Det koster både liv, klip og pen...

Du skal aldrig drikke og køre bil bagefter, men specielt lige for øjeblikket ville det være virkeligt dumt. Det koster både liv, klip og penge.

 

En juleøl eller to for meget kan nemlig koste dyrt, og der vil i de næste dage være ekstra mange kontroller af trafikanter på de spanske landeveje.

 

Dyr brandert

Færdselspolitiet, DGT, gennemfører i løbet af denne uge en ny kampagne mod alkohol og narkopåvirket kørsel, og der er en klækkelig bøde i vente, hvis du bliver testet positiv. Indtil videre slipper du med 500 euro i bøde – og seks klip i kortet - men regeringen overvejer nu at vedtage en lov om, at sanktionen skal sættes op til det dobbelte.

 

Promillegrænsen er fortsat det samme som i Danmark nemlig 0,5. Men for bilister, der har haft kørekort i under to år og personer med erhvervskørekort, er grænsen på 0,3.

 

Husk, hvis du nægter at få foretaget en alkohol eller narkotest, risikerer du også seks klip i kørekortet - hvis du altså tester positiv efterfølgende.

 

Næsten 3.000 fulde bilister 

Spirituskontrolkampagnen, som har fået navnet ”Si bebes, no conduzcas” (hvis du drikker, så lad være med at køre, red.) starter i dag og varer frem til søndag den 15. december. Den kommer på et tidspunkt, hvor de fleste julefrokoster finder sted.

 

Under den seneste kampagne mod spiritus- og narkopåvirket kørsel i juli i år blev der nappet 2.720 bilister, svarende til godt én procent af alle de bilister, der blev testet.

 

Men der ryger mere alkohol indenbords i julemåneden, og derfor sætter man nu alle sejl til for at slå ned på spirituskørsel. Under en lignende kampagne sidste år, som varede to uger, blev der foretaget 20.000 kontroller om dagen.

 

Syv gange større risiko

Og der er altså god grund til at lade være med at mikse alkohol med bilkørsel. Ifølge en rapport fra spansk Toxologisk Institut var 47,32 procent af alle dødsofre i trafikken sidste år spiritus- eller narkopåvirket. Undersøgelser viser, at spirituskørsel forhøjer faren for uheld med op til syv gange.

 

Kampagnen kommer få dage efter, at chefen for det autonome catalanske færdselspoliti, El Servicio Catalán de Tráfico, Joan Josep Isern, fremsatte et mildest talt kontroversielt forslag om at alkoholikere, narkomaner og andre psykisk uligevægtige personer skal have frataget deres kørekort - før de altså vel at mærke gør noget galt.

 

Hjemrejsetrafik

12 personer har foreløbig mistet livet i de otte trafikulykker, der er registreret i forbindelse med den forlængede ”Inmaculada-helligdag”. Udrejsetrafikken startede torsdag eftermiddag og slutter i nat i de regioner, der fortsat helligholder El Día de La Inmaculada Concepción (Maria Undfangelsesdag, red.). 

 

Det gælder for Andalusien, Aragón, Asturien, Castilla y León, Extremadura, Murcia og La Rioja. 

 

Torsdag og søndag var de to mest blodige dage på vejene.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.