Flere advokater anholdt
Skrevet af Kathrine Hesner, man, 12/01/2015 - 11:22
Krimi og katastrofe
KRIMI: Mandag morgen foretog politiet en koordineret aktion flere steder, og 16 personer med tilknytning til terrorgruppe blev anholdt.
Omfattende operation her til morgen har resulteret i 16 bag tremmer. De anholdte har alle forbindelse til ETA og mistænkes for blandt andet skattesvig og hvidvaskning af penge, rapporterer flere spanske medier.
Anholdelserne blev foretaget tidligt mandag morgen i operationer udført samtidigt i Baskerlandet, Pamplona og Madrid.
Blandt de anholdte var 12 ETA-advokater og fire tidligere kasserer i støttegruppen for ETA-fanger, Herrira.
De anholdte er sigtet for bedrageri over for de spanske skattemyndigheder, for at have undladt at betale moms samt for hvidvaskning af penge, rapporterer de spanske medier om operationen, der blev gennemført i hemmelighed.
Kontrol over fanger
El Mundo skriver, at de tilbageholdte også er sigtet for at udøve kontrol over fængslede ETA-fanger i 2012 og 2013 og for forbrydelser, der er forbundet med en terrororganisation, selv om dette ikke er blevet bekræftet.
Blandt de anholdte er Amaia Izco, der også er talsmand for det venstreorienterede baskiske parti, Sortu, skriver El Mundo.
En række af de anholdte ETA-advokater befandt sig i Madrid mandag, da 35 medlemmer af de baskiske nationalistiske partier Batasuna og Accíon skulle møde for den nationale domstol på grund af deres påståede forbindelser til ETA.
ETA beskyldes for at stå bag drabet på 829 mennesker i løbet af deres kamp for et uafhængigt baskisk hjemland i det nordlige Spanien og det sydvestlige Frankrig.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.