Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Flere forsøger selvmord

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 30/10/2012 - 12:20

Samfund og Politik


Sundhedseksperter advarer om en stigning i antallet af selvmord i forbindelse med den aktuelle økonomiske krise, som betyder at millioner af sp...

Sundhedseksperter advarer om en stigning i antallet af selvmord i forbindelse med den aktuelle økonomiske krise, som betyder at millioner af spaniere står uden job og fast indtægt.

 

Desperate skyldnere

Sidste uge valgte en 54-årig mand fra Granada at hænge sig få timer inden, han skulle smides på porten, da han ikke længere kunne afdrage på sit boliglån.

 

To dage senere forsøgte en 50-årig mand fra Valencia at tage livet af sig selv ved at springe ud af et vindue fra anden etage. Mens manden forsøgte at kaste sig ud, lå hans kone syg i sengen i behandling for depression. Manden landede med fødderne først, men slog bagefter hovedet og blev efterladt halvt bevidstløs. Han blev dog hurtigt bragt på La Fe Hospital i Valencia og meldes uden for livsfare.

 

Over 3.000 døde

Det vurderes, at der i 2010 blev begået i alt 3.158 selvmord med baggrund i uoverskuelige økonomiske og personlige problemer. I Málaga er antallet af selvmord steget med mere end det dobbelte i løbet af de seneste ti år. Det findes ingen opgørelse over, hvor mange selvmordsforsøg der er.

 

I andre kriseramte lande som Italien og Grækenland ses de samme uhyggelige tendenser. Selv om sundhedseksperterne bekræfter, at det er helt forventeligt, at der er en stigning i antallet af selvmordsforsøg i krisetider, er stigningen i Sydeuropa væsentligt højere end i Nordeuropa.

 

Isolation og ensomhed er også vigtige faktorer i selvmordstanker, siger psykiatere.

 

Nyt tiltag skal fjerne folks gæld

De dramatiske handlinger har fået foreningen for hjælp til kriseramte familier, PAH, til at presse yderligere på for en løsning på problemet med de mange udsmidninger i Spanien. Foreningen har indsamlet 500.000 underskrifter på et krav om, at gældsatte boligejere kan gøres afdrags- og gældsfrie, hvis de indvilliger i at aflevere nøglerne til deres hus og får lov til at bo der i en periode på op til to år, mens de leder efter anden bolig.

 

Der bliver hver eneste dag foretaget 517 udsmidninger i Spanien. Det er en stigning på 13,4 procent i forhold til sidste år.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.