Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Flere kvæstede i uvejret

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 26/04/2013 - 11:07

Vejr og natur


Mindst tre personer er blevet kvæstet under det voldsomme uvejr, der i går hærgede Costa Blanca. Og det ser ikke ud til at blive bedre vejr l...

Mindst tre personer er blevet kvæstet under det voldsomme uvejr, der i går hærgede Costa Blanca. Og det ser ikke ud til at blive bedre vejr lige forløbigt. Weekenden bliver kold og våd.

En af de mange medtagne strande

 

Der faldt op til 267 mm regn i Vall d'Ebo, hvor hård kuling med kraftige vindstød på 70 km i timen forårsagede skader på bygninger, medførte jordskred og grene og palmer faldt som tændstikker ned over veje og gader. Værst ramt er Sagunto, Gilet, Silla, Oliva, Vinalesa, Llocnou d'En Fenollet, Paiporta og Alzira.

 

 

Fire meter høje bølger fik myndighederne til at indstille skibsfarten i Gandia, Sagunto og Valencia.

 

Skyllet væk af bølge

I Xávea måtte en kvinde reddes, efter at hun var røget med en kæmpebølge ud over molen. Kvinden kom gående sammen med sin mand og parrets baby, da hun blev ramt af bølgen og faldt to en halv meter ned. Kvinden brækkede benet under styrtet og måtte på sygehus.

 

 

I Parcent i Alicante måtte en 69-årig tysk kvinde i går eftermiddag reddes, efter at hun på det nærmeste blev skyllet væk i sin bil. Hændelsen skete klokken 17, da kvinden kom kørende på landevej CV-750. Kraftigt stigende vandstand i den nærliggende Río Gorgo oversvømmede kørebanen.

 

 

Bilen blev revet med og standsede først flere meter væk. Det lykkedes dog kvinde at slippe ud, mens brandvæsnet måtte hjælpe til med at få bilen fri af vandet.

 

 

Problemer på vejene

Myndighederne besluttede også at spærre flere veje i Gandia, og i Rotas og Montgó var indbyggerne uden strøm i to timer.

 

 

I Elche væltede en lastbil som kom kørende fra El Camino de Castilla på vej op på motortrafikvej A-7 retning Murcia. Ulykken skete på tilkørslen til motortrafikvejen, og fik derfor ikke den store betydning for trafikanterne på A-7. Føreren af lastbilen blev kørt på skadestuen med lettere kvæstelser.

 

I Oliva er flere veje spærret i Jovaes og Camí del Pla.

 

I Pego brasede dele af en mur ned på landevejen og beskadigede en bil, og politiet spærrede vejen af for at undgå flere skader.

 

 

I Torrevieja måtte brandvæsnet assistere en mand, der var blevet fanget i en hule på stranden i Los Locos. Manden bor angiveligt i hulen, men blev overrasket af det oprørte hav. Han forstuvede en ankel, men nøjedes med behandling på stedet.

 

Koldfront på vej

Prognosen for i dag ser ikke meget bedre ud. Der ventes omkring 100 mm i Alicante og Valencia, hvor lokalregeringen har hævet beredskabet til niveau ”orange” - som er det næsthøjeste.

 

Men det er ikke kun regn og blæst, der rammer landet. En koldfront fra nord banker her i weekenden temperaturene helt i bund. Fronten trænger i løbet af i dag ned over landet, og rammer også Balearerne, mens De Kanariske Øer går fri. Værst ramt er den nordlige del af landet, hvor temperaturene ikke kommer meget over ti grader. I Cantabrien falder nattemperaturen til minus fem grader.

 

Også i Sydspanien skal man have vintertøjet frem igen. Selv om det i dag og i morgen bliver ret lunt med op til 26 grader, så falder temperaturen søndag til ti grader.

 

Årsagen til den bratte ændring er, at mild luft fra øst de næste drage bliver erstattet af kold luft fra nord, og det giver meget voldsomme temperaturfald på otte til ti grader .

 

Det kolde vejr ventes at vare frem til den 1. maj, hvorefter der igen kommer varmere vejr.

 

Fem regioner er i forhøjet beredskab søndag på grund af udsigt til – ja – sne! Blandt andet Granada i Andalucien. Læs mere om det i den lange vejrudsigt på hjemmesiden i morgen.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.