Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Fly forbereder nødudgang

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 06/08/2012 - 10:43

Penge & Forbrug Rejser & oplevelser


Flyselskaber gør nu klar til en eventuel spansk udtræden af Euro-zonen. Krisegruppe laver nødkøreplan.

Flyselskaber gør nu klar til en eventuel spansk udtræden af Euro-zonen. Krisegruppe laver nødkøreplan.

 

BA og Iberia med krisegruppe

Frygten, for hvad der vil ske med Spaniens kriseramte økonomi, har fået den spansk-engelske flygigant International Airlines Group (IAG), et holdingselskab bestående af spanske Iberia og engelske British Airways, til at træffe ”sine forholdsregler” hvis Spanien skulle træde ud af Euro-samarbejdet.

 

Selskabets ledelse analyserer de administrative, forretningsmæssige og omsætningsmæssige vanskeligheder, der kan opstå, hvis Spanien ikke længere er med i Euro-zonen.

 

IAG har nedsat en krisegruppe, der skal udarbejde en køreplan i tilfælde af et spansk exit fra euroen. Krise-gruppen mødes for øjeblikket hver anden uge for at analysere udviklingen i den kriseramte spanske økonomi og afstikke rammerne for selskabets operationer.

 

Der er især frygt for Iberias stabilitet og omsætning på grund af recessionen i sit hjemland, hvorimod British Airways ikke på samme vis er ramt af økonomisk ustabilitet.

 

Iberia er meget udsat

Iberia står for 27 procent af selskabets eksterne omsætning, hvoraf halvdelen stammer fra Spanien. En forværring af den spanske økonomi vil sammen med øget konkurrence fra andre lavprisselskaber føre til yderligere nedgang i selskabets omsætning.

 

British Airways henter kun fem procent af sin omsætning fra rejser til de kriseramte sydeuropæiske lande som Spanien, Italien, Grækenland og Portugal.

 

Skulle det værste ske, og indtjeningen i Iberia pludselig kommer i pesetas, vil den have en langt mindre værdi end de euro, som selskabet ellers ville have fået.

 

Krisen i Spanien har allerede påvirket Iberia så meget i en negativ retning, at IAG forventer et negativt resultat i 2012 på trods af positive tal fra British Airways. Ifølge direktøren, Willie Walsh, giver ingen af Iberias ruter overskud, så udover kriseberedskabet arbejder IAG også med en omstrukturering af det spanske flyselskab.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.