Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Flyselskab: det er alt eller intet!

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 28/10/2011 - 10:21

Rejser & oplevelser


Det kan åbenbart godt betale sig at true, men halvdelen er som bekendt ikke det hele, og Ryanair lader sig ikke nøje. Vi lukker, hvis ikke vi ...

Det kan åbenbart godt betale sig at true, men halvdelen er som bekendt ikke det hele, og Ryanair lader sig ikke nøje. Vi lukker, hvis ikke vi får vores vilje, lyder meldingen.

 

Turistbranchen i Alicante er rystet over at det irske lavprisflyselskab Ryanair vil fjerne halvdelen af sine flyforbindelser til El Altet Lufthavnen, og har nu endelig fundet en kompromis-løsning.

 

Løsningen kommer efter flere måneders konflikt med det spanske lufthavnsvæsen AENA om brug af gangbroer, de såkaldte 'airbridges'. Det er nemlig en hel del dyrere at bruge for flyselskaberne end at fragte passagererne til og fra flyet i busser, og de ekstra penge er Ryanair ikke interesseret i at betale.

 

Efter et kraftigt pres fra hotelbranchen meddelte Aena i går, at Ryanair kan få lov til at sætte halvdelen af sine passagerer af 'på jorden'. Resten skal gå via en gangbro. Beslutningen kom efter et hastemøde torsdag med repræsentanter fra turistsektoren, den regionale regering, handelskammeret og lokale virksomhedsledere, der alle er yderst bekymrede over udsigten til en markant nedgang i turismen. Og det endte altså i kompromis-løsningen.

 

Omfattende rutenedlæggelser

Men Ryanair vil stadig ikke lege med.

 

- Det er alt eller intet, lyder beskeden fra selskabets administrerende direktør, Michael O'Leary, som nu vil gå videre videre med de planlagte aflysninger.

 

Ryanair har tidligere meddelt, at selskabet vil annullere 31 af sine ruter til lufthavnen i Alicante, fjerne ni af sine elleve fly på lufthavns-basen og skære ned på 27 andre ruter.

 

Træder i kraft allerede i dag

Nedlæggelsen af ruterne vil især føre til et fald i turismen fra Nordeuropa og de skandinaviske lande, fremgår det af dagbladet Diario Informacion.

 

De aflyste ruter har forbindelse til Århus, Bournemouth, Cork, Doncaster, Kaunas, Maastricht, Marrakech, Oslo Torp, Palma, Paris, Beauvais, Pisa, Pozna, Santander, Stockholm, Valladolid, Venedig og Zaragoza.

 

Samtidig vil antallet af flyvninger til Birmingham, Bristol, Dublin, Edinburgh, Glasgow Prestwick, Leeds Bradford, London Gatwick, London Stansted, Madrid, Manchester, Sevilla, blive reduceret.

 

Nedskæringerne skal ifølge planen træde i kraft allerede fra i dag, fredag.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.