Ryanair booker København
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 18/07/2012 - 11:01
Rejser & oplevelser
Hidtil har det været forbeholdt jyderne at flyve billigt til Spanien. Nu har Ryanair imidlertid søgt om start- og landingstilladelser til 34 n...
Hidtil har det været forbeholdt jyderne at flyve billigt til Spanien. Nu har Ryanair imidlertid søgt om start- og landingstilladelser til 34 nye ruter fra den 28. oktober med base i København. Men...
Onsdag den 17. maj var en af de sjældne gange, der landede et Ryanair-fly i Københavns Lufthavne. Ombord var en lille Ryanair-delegation anført af Michael Cawley, der er næstkommanderende i Ryanair i sin rolle som Chief Operation Officer. Hvad skete der..?
Det er en offentlig hemmelighed, at Ryanair ikke beflyver København, fordi det irske lavprisselskab aldrig har kunne opnå sine ønskede betingelser. Derfor har selskabet holdt sig til Sturup, Malmøs lufthavn, som den nærmeste. Det er også kendt, at Ryanair generelt vælger billige lufthavne, selvom de ligger længere væk fra storbyerne.
Et af mange
Københavns Lufthavne A/S bekræfter, at Ryanair var til møde med lufthavnens ruteudviklere, men afviser samtidig, at der skulle ligge nogle ekstraordinære omstændigheder bag. Det skriver check-in.dk.
- Vi har en løbende dialog med Ryanair, og dette møde var et af mange i rækken, sagde pressechef Søren Hedegaard Nielsen i en kommentar til besøget.
Flest til Spanien
Ryanair har søgt om ialt ca. 8.600 slots, hvilket svarer til en produktion på over 1,6 mio. flysæder i den fem måneder lange vinterperiode. De ansøgte slots repræsenterer samlet 215 ugentlige afgange til i alt 34 forskellige destinationer.
Til Spanien er der søgt om ruter til Alicante, Barcelona-Girona, Barcelona-Reus, Fuerteventura, Jerez de la Frontera, Lanzarote, Madrid, Málaga, Santander, Tenerife og Valencia.
Derudover er der søgt om ruter til Bari, Brindisi, Milano-Bergamo, Pisa, Rimini, Rom-Ciampino og Treviso-Venedig i Italien, Paris-Beauvais, Marseille, Montpellier og Nantes i Frankrig, og til Edinburgh, Glasgow, Liverpool, Dublin og Shannon i henholdsvis Storbritanien og Irland.
Lappeenranta og Tampere i Finland, Haugesund i Norge, Leipzig-Halle i Tyskland, Eindhoven i Holland, Bruxelles-Charleroi i Belgien og Kaunas i Litauen er også med i snsøgningen.
Base i København
Ryanair har tidligere ansøgt om slots i Københavns Lufthavn. Senest var i vintertrafikprogrammet 2010/11, men her blev de ansøgte start- og landingstilladelser ikke udnyttet.
Denne gang har Ryanair dog søgt om ruter, der forudsætter, at selskabet etablerer København som ny base. Det vil betyde, at omkring otte fly skal overnatte i Købehavn for at kunne klare de ansøgte tidspunkter.
I den forbindelse kommer balladen omkring Ryanairs basoperation i Billund naturligt op, hvor der gennem lang tid var trusler fra fagforeningerne om at lamme selskabets operationer, hvis ikke de ansatte blev ansat under danske vilkår.
At sagen – i hvert tilfælde indtil videre – er gået i sig selv, har måske givet Ryanair blod på tanden tilKøbenhavn.
Kortene tæt til kroppen
Det er en kendt sag i branchen, at Ryanair - ligesom andre flyselskaber - af og til søger om ruter for at forvirre konkurrenterne og lægge pres på lufthavnene i forhandlingerne.
I Københavns Lufthavn ønsker man ikke specifikt at kommentere sagen.
- Ryanair er altid velkommen i Københavns Lufthavn på præcis de samme betingelser som alle andre. I CPH har vi dog en dual-airport strategi der betyder, at vi i CPH Go kan tilbyde særlige vilkår for lavprisflyselskaber, fortæller senior kommunikationsrådgiver Lars Lemche fra Københavns Lufthavne.
Også Ryanair holder lav cigarføring.
- Vi kommenterer ikke på rygter og spekulationer, siger Stephen McNamara, der er kommunikationschef hos Ryanair.
Sidst i august
Det er almindelig praksis, at flyselskaberne senest 60 dage inden det ansøgte starttidspunkt, annullerer de ruter, som ikke vil blive benyttet.
Det betyder, at passagererne senest i slutningen af august vil vide, om Ryanairs ruter fra København bliver til noget.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.