Forbyder lommetyve
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 10/04/2014 - 11:13
Krimi og katastrofe
Kan man forbyde lommetyve? Det mener en dommer i Madrid, der har forbudt en berygtet tyvebande at nærme sig nogle af hovedstadens mest kendte s...
Kan man forbyde lommetyve? Det mener en dommer i Madrid, der har forbudt en berygtet tyvebande at nærme sig nogle af hovedstadens mest kendte seværdigheder.
Normalt bliver polititilhold kun givet i forbindelse med personsager, så afgørelsen er ret kontroversiel.
Banden, der nu har fået tilhold, har over 400 anholdelser bag sig, men det forhindrer dem ikke i at fortsætte med at genere spanske og udenlandske turister i Madrid.
Selvom Barcelona er blevet udnævnt af det kendte rejsewebsted TripAdvisor som lommetyvenes foretrukne storby, så halter Madrid ikke langt bagefter. Og nu har landets hovedstad så besluttet at gå i Palma de Mallorcas fodspor ved at forbyde specifikke mennesker at færdes i flere populære gader og på pladser i bycentrum.
Forbyder kvinder
Fire kvinder, der er kendt som den berygtede 'Bosnier-klan', vil ikke længere kunne sætte deres fødder på Plaza Mayor, Plaza de Cibeles, Paseo del Prado, Carrera San Jeronimo, Calle Bailén og Calle Mayor.
Den tyvagtige kvartet har også skabt sig et navn i Barcelona, hvor de har overfaldet og narret tusindvis af naive turister og metropassagerer.
Selvom de ofte bliver taget på fersk gerning af politiet, slipper de lynhurtigt fri igen, da værdien af de stjålne varer ikke overstiger 400 euro, der udgør grænsen mellem en ”mindre lovovertrædelse” og ”en strafbar forbrydelse” i henhold til spansk lovgivning.
De får altså bare lov at slippe igen, ligesom de fleste andre tyvebander i Spanien. Så går de direkte på gaden og fortsætter, hvor de slap.
Usædvanlig afgørelse
Men lommetyvenes grådighed er nu blevet en tand for meget, og dommeren i Madrid har derfor pålagt et regulært tilhold for de fire tyveknægte - eller damer.
Tilhold bruges normalt kun ved personbestemt vold som hustruvold, forklarer Víctor Moreno Catena, juraprofessor ved Madrid Carlos III Universitet, til avisen El País.
- Men fortolkningen af loven er så bred, at dommeren har besluttet at benytte den, siger professoren om den nogen usædvanlig afgørelse.
Fire velkendte trick:
"Jam sandwich”: Tyvene samles omkring deres bytte, gerne i et lukket område som elevator, en rulletrappe eller en pakket metrostation og foregiver at have tabt noget, eller at du måske har tabt noget. I dét øjebliks forvirring vil de nappe taske eller tegnebog og hurtigt sende byttet videre til en anden, som uforstyrret kan forsvinde i mængden.
”Den Gode Samaritaner”: Offeret bliver svinet til med blæk, fedt eller noget andet, og en person tilbyder at hjælpe. Mens den hjælpsomme person har travlt med at fjerne pletten, bliver ofret plyndret for værdier.
”Den skjulte hånd”: Lommetyvene færdes i lukkede rum som metro og busser i myldretiden. Med en avis eller en frakke som camouflage bruger de hænderne til at nappe ting fra tasker og lommer.
”Den falske betjent”: Fem eller seks svindlere forklædt som politifolk kontakter turister, der ikke er fortrolige med politiets uniformer eller adfærd og lader sig narre til at udlevere ID-kort og andre værdier.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.