Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Forvirring om nyt kørekort

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 12/02/2013 - 07:00

Fly & trafik


Som det efterhånden er mange bekendt, trådte der den 19. januar nye EU-regler i kraft, som betyder, at der fremover kun vil være én kørekor...

Som det efterhånden er mange bekendt, trådte der den 19. januar nye EU-regler i kraft, som betyder, at der fremover kun vil være én kørekortmodel i EU med et europæisk standardformat.

 

Hør interview i bunden af artiklen

 

De nye regler indeholder derudover en række væsentlige ændringer af kørekortreglerne som f.eks. bestemmelser om nye kørekortkategorier og alderskrav, og kortet skal gradvist afløse de mere end 100 forskellige papir- og plastikmodeller, der på nuværende tidspunkt er i brug blandt de mere end 300 millioner trafikanter i EU.

 

Så langt så godt

Fra 2015 skal alle EU-borgere have det nye europæiske kørekort, der vil have en maksimal gyldighedstid på 10 år, skriver Danmarks Ambasssade på sin hjemmeside.

 

Så langt så godt, og ind til videre lyder det jo alt sammen meget logisk, hvis man tager alle de mange EU-harmoniseringsregler i betragtning. Men ingen regler uden undtagelser, og sådan er i det hvert fald i Spanien, hvor det ikke er helt entydigt, hvad der nu gælder.

 

Da det nye europæiske kørekortregister endnu ikke er oppe og køre, anbefaler ambassaden de danskere, der bor fast i Spanien, at de venter med at forny deres kørekort til 2015, hvis kortets udløbsdato tillader det.

 

Indtil 2015 vil herboende danskere frit kunne køre bil i Spanien med et dansk kørekort, så længe de følger de lokale regler for registrering, som sker uden lægeerklæring.

 

Pligt til registrering som bilist i Spanien
EU-borgere, herunder danskere, der har boet fast i Spanien i mere end 2 år, har siden 2010 været forpligtede til at lade sig registrere som bilister på nærmeste Jefatura de Tráfico-kontor (Dirección General de Tráfico).

 

Herboende danske bilister med dansk kørekort, der bliver stoppet af politiet, kan således risikere bøde, hvis de ikke har ladet sig indskrive senest to år efter tilflytningen. Ambassaden anbefaler derfor alle til at lade sig registrere som bilister så hurtigt som muligt, efter at de har fået registreret deres ophold i Spanien.

 

Der gøres ligeledes opmærksom på, at herboende danskere, der mister deres danske kørekort, indtil 2015 skal henvende sig til de spanske myndigheder med henblik på udstedelse af et spansk duplikatkørekort. Efter udskrivning af det danske folkeregister er det ikke længere muligt at få udstedt et nyt dansk kørekort.

 

Masser af uafklarede spørgsmål

Men der er stadig flere uafklarede spørgsmål, når det gælder ombytning af et dansk kørekort til et spansk – ikke mindst når det gælder krav om lægeattest og kørekortets gyldighed. For selv om det er lykkedes nogle danskere at få ombyttet deres danske kørekort uden forudgående lægeattest, så hævder Tráfico i Málaga, at der skal en lægeerklæring til, hvis kørekortet skal udstedes med fyld gyldighed i den periode, kortindehaveren er berettiget til, det vil sige op til ti år.

 

Mads Brygmann forklarer her om de indviklede regler, der er gældende, indtil den nye lov er helt oppe at køre.

 

 

Kommentarer

Fakta om fornyelse af kørekort Er man "residente" (fastboende), kan man få sit pas fornyet i Danmark, men ikke sit kørekort! Den 5. januar 2013 udløb mit danske kørekort (80 år). Primo december 2012 kørte jeg til Alicante, stillede mig op i køen "Information" hos Jefatura Provincial de Tráfico og blev henvist til "kassen", hvor jeg betalte 26,80 Euro. Jeg fik et nummer, ventede til nummeret blev annonceret og forklarede mit ærinde. Jeg skulle udfylde diverse formularer, hvorefter jeg ilede over på den anden side af gaden til en slags "kiosk" med læge, fotografering m.v. Dér blev jeg undesøgt - syn, hørelse og reaktionsevne - og betalte 50 Euro inklusive drikkepenge. Tilbage på færdselskontoret afleverede jeg papirer, foto og lægeerklæring, og jeg fik besked på at afvente kontrol af mine oplysninger hos Rigspolitiet i Danmark. Ultimo december modtog jeg en skrivelse, hvoraf det fremgik, at jeg kunne afhente mit kørekort. Mit danske kørekort blev inddraget, og jeg fik et midlertidigt førerbevis med gyldighed indtil 5. april 2013 . Og den 7. februar kom så det originale spanske kørekort "Permiso de Conducción, Reino de España", der er gyldigt i EU indtil 5. januar 2018 - altså 5 år og ikke som i Danmark kun 1 år. Sådan! Ib Dalsfledt, Gran Alacant
Min kone og jeg, har forsøgt, at lade os regr. ved Trafico i Alicante. Reg. lod sig ikke gøre og vi blev anbefalet, at få spanske kørekort. Vi har nu gennemgået, lægeundersøgelse o.s.v.. Vores danske kørekort er nu gået videre i systemet og vi har fået en "køreseddel", som gælder i 3 måneder. I løbet af de 3 måneder, skulle vi så få vores spanske kørekort og det er der ingen tvivl om, at det får vi. Efter min mening er det den bedste løsning på et problem, som ikke er "noget problem". Hele processen tager kun få timer og den tid kan man vel ofre. Vi har jo valgt, at bo i Spanien og så må man følge de regler, som de spanske myndigheder afstikker.

Som resident i Spanien gælder det, at man enten registrer sit danske/udenlandske kørekort eller får det ombyttet til et spansk. Om man vælger det ene eller andet, er frit frem til 2015.

Man har 180 dage fra udstedelse af Residencia til at få ombyttet eller registreret kørekortet (frem til 2015).

Derimod er der åbenbart ikke ensartede regler for, hvad motorkontoret (Tráfico) kræver for registrering eller ombytning af kørekort.

Reglerne hos Tráfico i Málaga er at man ved registrering af kørekort skal medbringe kørekort, pas og NIE-nummer certifikat.

Ved ombytning af kørekort med beregning af fuld løbetid i forhold til alder, skal man medbringe: kørekort, pas, NIE nummer certifikat, et certifikat fra tilmelding til bopælskommune (som udløber efter tre måneder), to fotos samt spansk læge certifikat


 

Vedr. spansk/europæisk kørekort Vi er residents i Spanien i mere end et år - og er danske statborgere, men har engelske kørekort, som er gyldige frem til 2015. Hvor længe kan vi køre på de engelske kørekort og hvornår og hvor bør vi ansøge om det spanske/europæiske kørekort? Med venlig hilsen Max Cæsius
Hej. Måske I skulle vente med at gå ud med nyt omkring kørekort indtil I ved præcrist hvad det handler om. I forvirrer jo fuldstændig begreberne. Det er kun et par dage siden jeg hørte at, efter 19 januar var det ikke længere tilladt at køre med dansk kørekort. I dag læser jeg så at ,det er bedst at vente med at ændre kørekortet til 2015. Nu spørger jeg så hvad mener I ? Med venlig hilsen. Henrik Braager

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.