Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Fra asken til ilden

Skrevet af Pia Bruun, tor, 13/05/2010 - 10:22

Penge & Forbrug

Mens Spanien kæmper sig fri af den askesky, der i flere dage har lammet flytrafikken, går landet nu en brandvarm sommer i møde.
Regeringens kri...

Mens Spanien kæmper sig fri af den askesky, der i flere dage har lammet flytrafikken, går landet nu en brandvarm sommer i møde.

Regeringens kriseforslag om besparelser på 15 mia. euro frem til 2011 er blevet mødt af kraftig kritik fra alle parter. Fagbevægelsen truer med aktioner, og landets konservative opposition afviser på forhånd at stemme for forslaget om fastfrysning af pensionerne.

Lønningerne til offentligt ansatte vil blive nedsat med 5 procent, pensionerne vil blive fastfrosset, børnechecken på 2.500 euro per nyfødt bliver fjernet, og der skal spares 6 mia. euro på offentlige investeringer.

”Jeg er klar over, at mange borgere ikke kan forstå, hvorfor der kommer restriktioner lige netop nu, hvor det ser ud til, at der igen kommer gang i den økonomiske vækst”, lød det i går fra Zapatero i kongressen.

Landets konservative oppositionsparti benyttede i går på ny lejligheden til at lange ud efter regeringens politik.

”Dens fejl, improvisationer og forhalinger kommer vi alle til at betale dyrt for, men – som vi har hørt her - i særdeleshed pensionisterne, offentligt ansatte og fremtidige mødre”, sagde den konservative partileder, Mariano Rajoy.

En talsmand for partiet har allerede meldt klart ud, at det ikke vil stemme for forslaget om fastfrysning af folkepensionen næste år.

Formand for fagforbundet Comisiones Obreras, Ignacio Fernandez Toxo, advarede i går om, at nedskæringerne kan føre til social uro.
Også formanden for landets andet store fagforbund UGT, Cádido Mendez, forudser, at besparelserne vil føre til protester fra fagbevægelsens side.

Zapateros skæreplan kommer bare tre dage efter ECOFIN-mødet i Bruxelles, hvor EU's økonomiministre besluttede at afsætte 750 mia. euro for at gardere euro-zonen mod spekulative angreb.

Tirsdag blev Zapatero ringet op af USA's præsident, Barak Obama, som lagde yderligere pres den spanske regering for at stabilisere landets økonomi. Meget tyder på, at frygten for "græsk syge" i Spanien allerede er begyndt at sætte sine negative spor på børsmarkederne i USA.

Udviklingsminister og PSOE's næstformand, José Blanco, sagde i går, at der ventes yderligere besparelser, som især kommer til at ramme gruppen med højere indkomst. Nedskæringerne i de offentlige udgifter kommer i første omgang til at berøre 2,6 millioner offentligt ansatte. Heraf er hovedparten beskæftiget i de regionale administrationer.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.