Fransk terrorist var i Madrid
Skrevet af Pia Bruun, fre, 16/01/2015 - 10:33
Krimi og katastrofe
TERROR: Politiet er ved at undersøge, hvad terroristen Amedy Coulibaly lavede i Madrid, kort før han slog til i Paris.
Islamisk terrorpar holdt nytår i Madrid. Amédy Coulibaly, den terrorist, der i sidste uge dræbte en politibetjent og fire jødiske franske statsborgere i et jødisk supermarked i Paris opholdt sig i Madrid sammen med sin kone tre dage over nytår, oplyser en fransk tv-station.
Det spanske indenrigsministerium har bekræftet oplysningerne, og regeringens antiterror eksperter er nu ved at undersøge sagen.
32-årige Coulibaly var i den spanske hovedstad sammen med sin kone, Hayat Bouméddiene, i tre dage, inden de rejste til Paris, for at gennemføre deres attentat.
Coulibaly blev dræbt den 9. januar under en skudveksling med politi i supermarkedet, hvor han havde taget et stort antal gidsler.
Undersøgelse og sikkerhed
Landsretsdommer Eloy Velasco har indledt en undersøgelse af parrets besøg i Spanien og efterlyser en tredje person, der efter sigende var med dem, og som måske har hjulpet Hayat Bouméddiene med flygte til Syrien.
Dommer Velasco har ifølge flere spanske aviser allerede modtaget en politirapport om deres ophold.
Regeringen har allerede hævet sikkerheden på metro stationer og ved indkøbscentre, men indenrigsminister Jorge Fernández Diaz afviste i går aftes at kommentere de nye oplysninger.
Frankrig undersøger også sagen
Franske antiterror kilder har bekræftet, at de er ved at undersøge Coulibalys mellemlanding i Madrid. Ifølge de franske oplysninger kom Coulibaly til den spanske hovedstad i bil sammen med sin kone og en anden mand den 31. december.
Efterforskere forsøger at finde ud af, hvor de tre boede, og om de har modtaget hjælp eller haft kontakter i Spanien, mens de var i Madrid. Indtil videre har det ikke været muligt at spore eventuelle telefonsamtaler fra Spanien.
En kilde nær efterforskningen hævder, at Coulibaly ankom til Madrid i en bil, som han havde købt umiddelbart før turen. Parret opholdt sig i Spanien indtil den 2. januar, hvor Bouméddiene tog et fly til Istanbul og Coulibaly kørte til Paris.
Spansk erfaring med terror
Spaniens konservative regeringsparti, PP, og Socialdemokraterne i PSOE har aftalt, at de i fællesskab vil udarbejde en antiterrorlovgivning, som skal sætte yderligere ind mod truslen fra islamisk terror i Spanien.
Indtil nu hare Spaniens terrorlov overvejende været rettet mod bekæmpelse af ETA og andre organiserede grupper.
Men nu vil landets to største partier udarbejde en ny lov, som skal have et absolut flertal i kongressen – for at løse truslerne fra den internationale terrorisme.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.