Frygt og usikkerhed: Intet at se frem til for tiden

66-årige Francisco José Gan Pampols er en hyppig skribent om aktuelle forhold. Artiklen er skrevet inden Irans angreb på Israel tirsdag den 1. oktober.

Israel har genvundet den regionale afskrækkelseskapacitet, der gik tabt som følge af fiaskoen den 7. oktober.

Den seneste uge har været fuld af kritiske udviklinger, som yderligere har destabiliseret den allerede forværrede situation i Libanon og Palæstina. Da de væbnede aktioner i Gazastriben ikke er aftaget, er den libanesiske front blevet aktiveret i et hidtil uset omfang, primært gennem målrettede bombeaktioner, der har til formål at halshugge Hizbollahs kommandostruktur, svække den libanesiske offentligheds støtte, forhindre våbenleverancer fra Syrien og ødelægge dets logistik. 

Den mest markante af disse aktioner var angrebet på Hizbollahs bunker i en sydlig forstad til Beirut, som dræbte Hizbollahs leder og omkring 20 andre ledende medarbejdere og sikkerhedsfolk. Bemyndigelsen til denne aktion kom fra den israelske premierminister, mens han var i USA for at deltage i FN's 78. generalforsamling.

Til dato har det israelske luftvåben angrebet mere end 2.000 mål i Libanon og Syrien og har gennemført en gengældelsesaktion mod Yemens hovedstad, Sana'a, efter at Yemen havde affyret et ballistisk missil mod Tel Aviv, som blev neutraliseret. Konsekvenserne for befolkningen i Libanon er massive bevægelser af fordrevne mennesker, der forlader kampzonerne og søger mod centrum og nord i landet i et forsøg på at undgå konsekvenserne af luftangrebene. En ny humanitær krise truer, hvis konflikten ikke stoppes. De mest berørte er flygtninge fra andre konflikter, f.eks. syrere, som ikke har andre steder at tage hen; de lever enten på gaden eller vender tilbage til Syrien.

Der er spekulationer om Irans mulige indtræden i krigen gennem direkte aktioner mod Israel. En nøgtern analyse af situationen peger ikke i den retning. Hvis Iran fortsat skal opretholde en aktiv profil i regionen og tælle som en magtfaktor i Mellemøsten, skal landet først rekonstruere strukturen i sin vigtigste brik Hizbollah, der nu er halshugget. Det har mistet næsten hele sit lederskab, har mere end 3.500 døde og sårede kommandanter neutraliseret, bliver systematisk decimeret i sine kerneelementer og logistik af israelske luftangreb og har en alvorlig sikkerhedssituation i sine rækker. Det er sandsynligvis forklaringen på, at den, selvom den har et arsenal af raketter, missiler og droner (over 100.000), ikke har lanceret en mættet affyringskampagne, som ville påvirke Israel langt mere, end vi bliver forledt til at tro.

Hizbollah er stærkt svækket, men ikke ødelagt. Hvis det får tid og plads, vil det genopbygge sig selv. Hvordan det vil sikre sine mål og forbedre sine overlevelseschancer, er en anden sag. En åben krig i Libanon er ikke i nogens interesse, ikke engang Israels. Det er sandsynligt, at vi inden længe vil se en krig i Libanon. Det er sandsynligt, at vi snart vil se en indirekte tilnærmelse gennem bevægelser, der kan tolkes som nedtrapning. Sådanne gestus kan omfatte tilbagetrækning af Hizbollah-tropper nord for Litani-floden, afkobling af fredsforhandlinger for Libanon fra resultatet af Gaza-krigen, opnåelse af våbenhvile i Gaza med frigivelse af gidsler og standsning af israelske luftangreb i Libanon, samtidig med at man opretholder enheder med tilstrækkelig styrke til landdinvasionen af Libanon.

Israel har genvundet den regionale afskrækkelseskapacitet, der gik tabt som følge af den strategiske fiasko den 7. oktober, og Iran har mistet troværdighed blandt ligesindede bevægelser på grund af de dårlige resultater af dets gengældelsesaktion mod Israel den 13. april og den sårbarhed, det udviste i angrebet på Ismail Haniyah, Hamas' politiske leder i Teheran den 31. juli. Hizbollah overlever takket være Iran, som støtter og finansierer ideologi og strategi; de vil ikke gøre noget uden forudgående godkendelse i Teheran, og under alle omstændigheder ikke før et minimum af koordinering og dokumenteret sikkerhed er garanteret i deres kommando- og kontrolsystem.

Det efterlader Hamas og dets nuværende leder, Yahya Sinwar, hvis han stadig er i live, med mindre incitament til at forlænge konflikten, nu hvor Hizbollahs støtte ikke er garanteret. Den potentielle initiativtager til deeskalering er sandsynligvis i Gaza, og dens multiplikator i Teheran. Impulsen til deeskalering skal komme, fordi de opfattede positive incitamenter opvejer inertien ved at forlænge konflikten i forventning om, hvem ved hvad. Disse positive incitamenter skal forklares i form af en fortælling, hvor alle på en eller anden måde er vindere, ingen ses som besejrede, alle opnår de lovede mål, og ingen har opgivet noget væsentligt. På nuværende tidspunkt er dette meget vanskeligt og uden for rækkevidde for de fleste lande og aktører, enten på grund af manglende midler eller manglende vilje.

I mellemtiden vokser den interne uro og utilfredshed i Israel; i Gaza er der had, fortvivlelse og en sundhedskrise; i Libanon er der frygt og en humanitær krise; og blandt den arabiske befolkning i nabolandene er der vrede og en følelse af ydmygelse, som ikke lover godt.

Verden ser ud til at være rystet af strukturelle sammenstød mellem forskellige politiske og økonomiske opfattelser og ambitioner, og de resulterende brudzoner mindsker ikke spændingerne, men øger dem. Det er på tide at udvide fokus og finde veje ud af det pres, der opbygges, før fejlberegninger eller over-ambitioner fører til et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage.