Frygter mere terror
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 01/07/2014 - 11:00
Samfund og Politik
Spaniere og andre europæere tager til krigszoner og bliver oplært i at begå terrorhandlinger. Faren for angreb fra de "nye" terrori...
Spaniere og andre europæere tager til krigszoner og bliver oplært i at begå terrorhandlinger. Faren for angreb fra de "nye" terrorister kræver øget overvågning, mener den spanske indenrigsminister Jorge Fernández Díaz.
- Der er ikke noget land, der går fri for at være bombemål på noget tidspunkt, sagde Fernández Díaz på et G6 indenrigsministertopmøde i Barcelona sidste uge.
Et betydeligt antal fundamentalister bliver sendt til mellemøstlige krigszoner for at træne som selvmordsbombere, siger indenrigsministeren. Han påstår dog samtidig, at Spanien er et af de lande i Europa med færrest vordende islamiske terrorister.
Kommer ikke tilbage igen
Hovedparten af de personer, som tager til træning i Syrien og Irak, vender ikke tilbage til Spanien.
- Kun et par dusin fundamentalister fra Spanien ender i krigszoner til træning i hellig krig, og kun en eller to vender tilbage, siger indenrigsministeren.
- Der har kun været tre anholdelser i Spanien af personer, der har afsluttet træning i hellig krig i Irak, Syrien eller Mali. I andre europæiske nationer som Storbritannien rejser flere hundreder ud til konfliktområder, og snesevis vender tilbage, hævder den spanske indenrigsminister.
Den britiske regering har indledt en kampagne for at få familiemedlemmer og venner til vordende islamiske fundamentalister til at indberette sagen. Regeringen lover, at det ikke nødvendigvis vil føre til, at familiemedlemmerne ender i fængsel.
Fernández Díaz understreger, at han ikke vil skabe panik, men er realistisk. Han opfordrer til en øget fælles front blandt G6-landene - Spanien, England, Italien, Tyskland, Frankrig og Polen - i kampen mod terror.
Drøfter narkohandel
Ved G6-topmødet blev der - udover terrorisme - drøftet narkotikahandel. 40 procent af al kokain og tre fjerdedele af den cannabis, der er konfiskeret under politirazziaer i Europa, er beslaglagt i Spanien.
Der bliver smuglet narko til Spanien til en værdi på gennemsnitlig 18 millioner euro om dagen.
- Narkotikahandel skal stoppes, er ministrene enige om - ikke kun på grund af de sundhedsmæssige farerne for brugerne, men på grund af branchens tætte sammenhæng med sexslaveri, våbenhandel, udnyttelse af indvandrere, menneskehandel, hvidvaskning af penge og anden organiseret kriminalitet.
Kan måske også interessere dig
Trump krævede ″loyalitet″ og kolde kontanter på NATO’s første dag
Programmet for i dag, hvor det virkelig gælder.
Velkommen til 1001 Nats eventyr
Pia Carlsson: “Ring på min dør, og jeg hjælper dig med knap 1001 oplevelser med eller uden golf.”
Spaniens gastronomiske skatkammer er netop blevet udvidet
VIDEO: Nye Michelin-stjerner er i guiden for 2026, så det er med at booke nu.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.


















