Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Leg og brok giver kæmpebøder

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 04/12/2013 - 09:34

Samfund og Politik


"Det er så typisk Spanien." Brok er der nok af, både fra udlændinge og spaniere, men det kan nu blive ulovligt, ligesom leg og spil...

"Det er så typisk Spanien." Brok er der nok af, både fra udlændinge og spaniere, men det kan nu blive ulovligt, ligesom leg og spil på offentlige steder også bliver det.

 

Forslaget er en del af den spanske regerings kraftigt kritiserede påfund; den såkaldte lov om borgersikkerhed.

 

Fodboldspil koster 1.000 euro

I den udgave af lovforslaget, der netop er godkendt, bliver det ulovligt at spille spil og dyrke sport på offentlige steder, der ikke er beregnet til det.

 

Hvis spansk politi for eksempel vurderer, at et fredeligt spil petanque udgør en sikkerhedsrisiko, kan det nu udløse en bøde på mellem 100 og 1.000 euro.

 

Hvis du vælger at brokke dig over de nye bøder, skal du også virkelig passe på, hvordan du udtrykker dig.

 

Det bliver nemlig strafbart at skilte med og råbe kritiske og nedsættende budskaber om Spanien.

 

Straffen lyder på bøde op til 30.000 euro; præcis samme strafferamme der gælder maskerede demonstranter.

 

"Regeringen vil skabe frygt"

Kritikere af lovforslaget mener, at regeringen forsøger at indskrænke borgernes ret til protest. 

 

- Regeringen ved, at folk vil fortsætte med at gå på gaden og protestere, og derfor vil den skabe frygt og lammelse, siger Antonio Hernando (PSOE) til nyhedsbureauet Reuters.

 

- Loven forsøger at kriminalisere protest. Med denne lov forsøger regeringen at kriminalisere sine modstandere til kriminelle, siger Gaspar Llamazares (IU).

 

Selv fra konservative lyder der kritiske røster.

 

- Sammenlign Spanien med landene omkring os. Denne sikkerhedslov vil tilføje et autoritært islæt til PP's politiske fejltagelser, skriver den konservative klummeskribent Jose Antonio Zarzalejos på hjemmesiden El Confidencial.

 

Bøder reduceret

Regeringen har dog reduceret de strengeste straffe, der ellers oprindeligt blev lagt op til. Blandt andet er bøden for uanmeldte demonstrationer foran offentlige institutioner ændret fra 600.000 euro til 30.000 euro.

 

Samtidig er bøden for at indtage alkohol offentligt ændret fra de foreslåede 30.000 euro til 1.000 euro.

 

Loven blev godkendt af regeringen fredag. Dermed skal den kun stemmes igennem parlamentet, hvor PP har pladser nok til at stemme den igennem uden støtter. 

 

Loven forventes at blive gældende fra 2014.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.