Gang i olieboringer
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 05/01/2012 - 11:16
Krimi og katastrofe Vejr og natur Penge & Forbrug Samfund og Politik
Så er udsigten til olieboringer i havet ud for Costa del Sol en realitet. Og det sker trods advarsler om, at det er en klar trussel mod turisme...
Så er udsigten til olieboringer i havet ud for Costa del Sol en realitet. Og det sker trods advarsler om, at det er en klar trussel mod turismen og naturen. Nu kan kun én eneste person sætte en kæp i hjulet.
Det canadiske olieselskab CNWL Oil går om kort tid i gang med at prøveboringer i jagten på olie i havbunden ud for Málaga og Granada Provinserne.
Prøveboringerne på olie- og gasforekomster sker i et område på 150.000 hektar ud for Nerja og Torrox i Málaga Provinsen og på strækningen mellem Almuñécar og Motril i Granada Provinsen.
Det canadiske selskab ansøgte i slutningen af 2006 om tilladelse til at lede efter olie i et område på i alt 330.000 hektar havbund i havet ud for Alborán. Ansøgningen blev endeligt godkendt ved et møde i ministerrådet for godt et år siden, og undersøgelserne sker i samarbejde med det spanske olieselskab Repsol YPF. Læs mere her
Skræmmer turister og investorer
Meddelelsen om, at prøveboringerne går i gang, medførte i går en storm af protester. Blandt andre frygter Borgmester i Torrox, Francisco Muñoz, at olieboringer på Costa del Sol vil skræmme turister og investorer væk.
- Første prioritet må være at undgå at skræmme turisterne væk. Hvis den her sag får negative konsekvenser for turismen og fiskeriet, må projektet indstilles, siger borgmesteren.
Uoverskuelige konsekvenser
Også miljøpartiet Equo, som er en forening af landets grønne partier, protesterer:
- Eftersøgning og udvinding af olie er en trussel mod flora og fauna i havet. Et uheld kan føre til en katastrofe med uoverskuelige konsekvenser, lyder det fra Equos afdeling i La Axarquía.
Partiet understreger, at tilladelsen til olieeftersøgninger er et klart tegn på regeringens manglende vilje til at finde alternative energikilder til afløsning af de fossile brændstoffer.
Rajoy kan være kæppen i hjulet
Boringerne er planlagt til at starte til februar, men på grund af regeringsskiftet kan det nu vise sig, at projektet alligevel kan blive lagt på hylden. Spaniens nye leder, Mariano Rajoy, har den ultimative afgørelse i sagen.
Borgmestrene i både Mijas, Marbella og Fuengirola har modsat sig planen, mens Greenpeace har krævet et øjeblikkeligt stop for projektet.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.