Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Gedehyrde stopper golfbane

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 17/09/2013 - 10:26

Samfund og Politik


Kæmpe golfbane-byggeri var planlagt til at gå ind på gedehyrdes jord, mod hans vilje. Byggeselskabet måtte dog erfare, at man ikke skal pr

Kæmpe  golfbane-byggeri var planlagt til at gå ind på gedehyrdes jord, mod hans vilje. Byggeselskabet måtte dog erfare, at man ikke skal prøve at løbe om hjørner med gamle hyrder.

 

- Jeg har aldrig gået i skole, og jeg kan hverken læse eller skrive – men man skal ikke narre mig.

 

Sådan siger den 60-årige gedehyrde Pascual Carrión, efter at han har vundet en årelang retssag mod et storstilet golfprojekt, som ville have kostet ham hans 30 hektar store stykke land i Murcia, i det sydøstlige Spanien.

 

Vundet jord og hjerteproblemer

Rådhuset i Jumilla Kommune har nemlig langt om længe lukket for et gigantisk byggeprojekt, der ville have kostet gedehyrden hans ejendom.

 

- Jeg har ikke vundet noget, bortset fra fred i sindet. Jeg har ikke vundet noget udover min jord og hjerteproblemer af stress, siger Carrión til dagbladet El Confidencial.

 

Carrión først fik kendskab til planerne om at der skulle bygges 15.000 nye boliger og to splinternye golfbaner, da el-giganten Iberdrola pludselig gik i gang med at føre en højspændingsledning gennem hans jord i 2002.

 

- Jeg blev klar over, at der foregik et eller andet bag kulisserne, siger han til El Confidencial.

 

Borgmester dikterede byggeri

Hyrdens klager over de fem højspændingsmaster på hans ejendom faldt for døve øre, på trods af at de var opført uden hans tilladelse.

 

Det viste sig, at Iberdrolas højspændingsmaster havde fået politisk støtte fra Jumillas daværende socialistiske borgmester, Francisco Abellan, som havde sørget for at kabelføringen ikke kom til at gå gennem en planlagt golfbane, men derimod gennem Carrions marker.

 

Kort efter tilbød entreprenørselskabet bag Santa Ana del Monte Jumilla Golf-komplekset Carrión 2,6 millioner euro for hans jord og Iberdrola forsøgte lukke munden på landmanden ved at tilbyde ham 30.000 for at vende det blinde øje til de højspændingsmasterne.

 

"Byen betyder mere end din jord"

Gedehyrden nægtede. Han havde ingen tiltro til spekulanterne og havde været vidne til, at hans naboer forgæves ventede på de millioner, de var blevet lovet for deres jord.

 

Carrión henvendte sig i stedet til domstolene. Her måtte han i første omgang selv ryste op med 30.000 euro for at få en dommer til at tage sagen.

 

Murcias byret afviste Carrións sag fordi retten vurderede, at det kæmpe byggeprojekt burde have førsteprioritet, fordi ”byens almene interesser betyder mere end hans ejendom”.

 

Carrión sendte derefter sagen videre til Murcias højesteret i 2010.

 

Bygherre konkursramt

Denne gang gav dommeren medhold i hyrdens påstand om, at der ikke var sikring af vandforsyningen til det enorme byggeprojekt.

 

- Jeg kan ikke engang give mine geder vand fra den lokale brønd, fordi det er blevet så salt, at det er udrikkeligt, siger Carrións til El Confidencial.

 

I løbet af de tre år der er gået siden er promotoren og bygherren gået konkurs, og mindst 800 udlændinge der har investeret i projektet står nu med håret i postkassen, uden udsigt til at de kan få deres sparepenge tilbage.

 

- Det er pinligt at se, hvad der er sket med alle disse udlændinge, som beskylder os spanierne for at snyde, når de fleste af os er ærlige mennesker, siger han.

 

Selv kan han kun være yderst tilfreds med sin ti år lange kamp for sine jorde.

 

- Jeg vil dø i fred for at have kæmpet for, hvad der er mit og hvad der er sandheden, siger den 60-årige hyrde.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.