Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Gemmer formuer i morgenmad

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 28/05/2012 - 10:50

Penge & Forbrug


Det er slut med at gemme sparepengene under madrassen, sende dem i skattely eller endnu værre: Putte dem i banken. Bankernes krise har fået sp...

Det er slut med at gemme sparepengene under madrassen, sende dem i skattely eller endnu værre: Putte dem i banken. Bankernes krise har fået spanierne til at gemme deres kontanter i sikkerhedsbokse eller i et pengeskab kamufleret som Kellogg's Cornflakes eller Biblen.

 

Omsætningen af pengeskabe og sikkerhedsbokse er på det nærmeste eksploderet siden meddelelsen om nationalisering af Bankia og skattevæsnets trusler om at kulegrave hemmelige indeståender på schweiziske bankkonti.

 

Mangedoblet siden april

Siden april er der sket en stigning i salget fra to - tre sikkerhedsbokse om dagen til otte eller ti, siger Josep Salg, der er indehaver af et on-line firma i Barcelona, der har specialiseret sig i salg af sikkerhedsbokse på Internettet.

 

 

 

Det er især salget af pengeskabe til hjemmebrug, der er steget kraftigt i forhold til årets første tre måneder.

 

Meget tyder på, at det især er småsparerne, der vælger at gemme pengene derhjemme, frem for at sætte dem i banken. Fra Zeus 21, der kun sælger meget store pansrede sikkerhedsbokse med en vægt på mindst 200 kilo, siger Susana Hernandez, at der ikke er sket nogen stigning i efterspørgslen.

 

 

 

Kostbar cornflakes

Når det gælder småsparerens behov for kreative påhit til sikker opbevaring af deres kontanter er der sket en en stigning. Antonio Duran, direktør for La Tienda del Espía (Spion Butikken), bekræfter, at salget af kamuflerede pengebokse er steget med mellem 30 og 40 procent.

 

 

- I vores Kellogg's Cornflakes-boks kan der snildt gemmes over en million euro i 100 euro-sedler, men det er selvfølgelig en alt for lille løsning for folk som Marbellas tidligere borgmester, Julián Munoz, siger han med henvisning til de mange sager om milliard-korruption på rådhuset i den sydspanske turistby.

 

Bankia-affekten slår snart igennem

Ifølge de seneste oplysninger fra den spanske nationalbank, var der i løbet af årets første tre måneder ikke sket nogen nævneværdige ændringer i indskuddene i landets banker – men det var inden meddelelsen om de dårlige regnskabstal fra Bankia.

 

Nationalbankdirektør, Miguel Angel Fernandez Ordonez, vurderer, at effekten af Bankia-krisen først vil slå igennem i nationalbankens næste halvårsrapport.

 

Men det er ikke kun i Spanien at salget af pengebokse er steget. Ifølge nyhedsbureauet France Press har panikken på finansmarkederne betydet, at 45.000 franske husstande sidste år valgte at installere en pengeboks.

 

Ifølge Le Monde har pengeskabs-firmaet Hexacoffre.com øget sin afsætning med 77 procent.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.