Godt værktøj til at sælge bolig
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 30/11/2013 - 00:05
Erhverv & Service Bolig Klumme
Hverken boligsælgere eller boligkøbere er i tvivl om, at ejendomsmarkedet i Spanien har været helt i bund. Tallene på landsplan har været h...
Hverken boligsælgere eller boligkøbere er i tvivl om, at ejendomsmarkedet i Spanien har været helt i bund. Tallene på landsplan har været helt umulige med nær to millioner usolgte boliger.
Det har nærmest sat et totalt stop for opførsel af nybyggeri og igen medført skyhøj ledighed blandt tusindvis af håndværkere og underleverandører, der levede af det.
Den onde spiral er blevet forværret af, at de spanske banker stort set har nægtet at yde boliglån, med mindre kunderne købte nogle af de boliger, som bankerne selv var brændt inde med.
Nogle udlændinge – blandt andet danskere – har været priviligeret ved at kunne låne gennem andre pengeinstitutter. Et forhold, der har været gavnligt for at kunne byde på og erhverve en ejendom til de lave priser.
Statistikkerne for ejendomssalget og priserne tegner stadig ikke for lyst, men når man stikker næsen lidt frem, fornemmer man duften af, at det måske går lidt bedre. Ikke nogen indikation af, at nu vil det hurtigt boome igen, men måske en fornemmelse af, at bunden er nået.
I hvert tilfælde i de turistområder, som vi beskæftiger os med. På landsplan er det fortsat en anden sag.
Problemet med at få solgt
Når markedet bugner med tilbud, kan det være svært at trænge igennem med netop den ejendom, som ejeren så inderligt ønsker at få solgt. Ejendommen er måske givet til salg hos flere ejendomsmæglere, som tager den med i deres store portefølje af boliger.
Ejendommen ender måske i portaler, hvor den er beskrevet efter samme læst, som de tusindvis af andre ejendomme, der ligger i databaserne.
Problemet med at købe
Udbuddet af de mange ejendomme gør faktisk også livet svært for køberne. Der er nemlig ikke den store forskel på de enkelte ejendomme, når man ser de oplysninger, der ligger på portalerne. Alt er meget skematisk, og man er nærmest nødt til at tage ud og se ejendommen for at kunne forholde sig til den.
Det giver meget spildtid og stress, når man tager en uge til Sydspanien for at kigge på ejendomme.
De fleste købere til boliger i turistområderne kommer i dag netop fra udlandet, og en ganske betydelig del fra Danmark og det øvrige Skandinavien.
Alene blandt Spanien i Dags læsere ved vi, at mere end 500 af vores læsere i Danmark lige nu søger bolig i Spanien.
Ressourcer skal udnyttes
Når vi fra nytår ikke længere skal servicere tidlige abonnenter i DR Sydeuropa, får vi frigivet kræfter til andre serviceydelser for vores læsere. Udover Spanien i Dags generelle nyheder om landet og dets mange turistoplevelser ved vi, at alt omkring bolig er vigtigt for rigtig mange læsere.
Derfor lancerer vi allerede i næste uge en ny sektion på vores hjemmeside, hvor sælgere af boliger i Spanien kan annoncere deres bolig til salg på en ny måde.
Spanien i Dag BOLIG
Både private og ejendomsmæglere er velkommen med deres tilbud i den nye sektion. Blot skal præsentationen leve op til de krav, som vi sætter. Krav, som vi gennem de seneste års markedsføring af adskillige boliger, har fået beviser for virker, og som har medført salg.
Fordi køberne på forhånd er blevet bredt orienteret om meget andet en blot superlativer om boligen og afstande til golfbaner.
Ærlighed betaler sig
Overdrevne superlativer er i den sidste ende blot tidsspilde for både sælger, en mægler og køber. Næsten alle medaljer har en bagside, og det vigtigt åbent også at fortælle om den. Hvad nytter det at romantisere en landejendom til 150.000 euro, hvis enhver køber ved en besigtigelse kan se, at bygningen skal have nyt tag til måske 20.000 euro? Fortæl det i artiklen og opnå køberens tillid på forhånd!
På den måde har man jo allerede fortalt, at prisen er sat med det hensyn, at køberen vil få denne udgift. Bare som eksempel.
Hjælp til artiklen
Spanien i Dag hjælper dig med at få artiklen om din bolig til salg til at blive rigtig flot og bygget op på den rigtige måde.
Når du har besluttet dig for at markedsføre salget af din bolig hos os, modtager du en omfattende vejledning i, hvilke beskrivelser, informationer og billeder, som du skal levere.
Vores boligredaktion gennemgår og redigerer dine tekster og grafisk sørger vi ligeledes for, at dine billeder fremtræder bedst og ærligst muligt.
Artiklen slutter med, hvorledes du ønsker interesserede købere skal kontakte dig – eller måske din repræsentant.
Værktøj til meget andet
Artiklen vil ligge på vores hjemmeside i seks måneder med mulighed for forlængelse, hvis det bliver nødvendigt.
Udover at artiklen vil blive læst af Spanien i Dags boliginteresserede, vil du kunne benytte artiklen til markedsføring i dit eget netværk. For eksempel med link på din Facebook-side eller på andre af dine sociale netværker.
Juletid
Jeg regner med, at boligsektionen for alvor vil starte lige efter nytår. Men som jeg skrev i indledningen vil vi smugstarte allerede i næste uge. Vælger du at markedsføre din bolig hos os allerede nu, får du resten af året i julegave.
Hvis du skulle være interesseret i at komme med hurtigt, så send mig uforpligtende en mail med lidt beskrivelse af den ejendom, som du ønsker at markedsføre.
Mens jeg har skrevet denne lørdagsklumme er juledekorationerne blevet tændt i Málaga og mange andre byer i Spanien.
Selvom mange spaniere fortsat lider under svære økonomiske forhold som følge af arbejdsløsheden, så må vi jo trods alt få det bedste ud af den hyggelige julemåned. Og måske have et par euro klar i lommen, når vi på gaderne møder nogle, der tydeligt ikke tigger, fordi de synes, det er sjovt.
Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar ønsker dig en god weekend
Torben Wilkenschildt
Husk også at lytte til Radio Solymar Weekly!
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.