Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Godt vejr er en tikkende bombe

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 07/03/2012 - 11:22

Vejr og natur


Det er skønt med sol og dejligt vejr, men det er faktisk en ganske alvorlig sag. Hvis ikke der falder regn i marts, står Spanien overfor en fa...

Det er skønt med sol og dejligt vejr, men det er faktisk en ganske alvorlig sag. Hvis ikke der falder regn i marts, står Spanien overfor en faretruende tørke med store konsekvenser.

 

Også Sydspanien er i problemer, hvor bønderne stjæler de kostbare dråber

 

I et interview til TVE i går sagde Spaniens Miljø og Landbrugsminister, Miguel Arias Cañete, at hvis ikke der falder mere nedbør i løbet af denne måned, er regeringen klar til at vedtage et tørkedekret, som betyder begrænsninger i vandforbruget over hele landet.

 

- Selv om der er vand nok til forsyning og vanding sommeren over, er vandreserverne faldet drastisk, og det kan få alvorlige konsekvenser for landbruget, siger Cañete.

 

Styrtdyk på 62 procent

De samlede vandreserver i Spanien er faldet til 62 procent, og det betyder, at der kun er nok til at vare sommeren over. Cañete bekræfter eksperternes bange anelser om, at vand-året 2011-2012, som går fra 1. oktober til 30. september, ser ud til at blive det tørreste i mange årtier.

 

Det mest bemærkelsesværdige ved tørken er, at den er gået hårdest ud over Nordspanien. Især den Cantabriske kyst, Viscaya-bugten, Pyrenæerne, Galicien, Ebro-dalen Levanten, men også dele af Sydspanien.


I Aragón og Catalonien er der udsigt til en nedgang i omsætningen inden for landbruget på mindst 150 millioner euro.

 

Solidarisk vandplan

Miljø- og Landbrugsministeren peger på en aftale om den omdiskuterede vandplan, PHN, der skal sikre en solidarisk fordeling af de eksisterende vandreserver til de mest udsatte områder.

 

- Vi taler ikke om at overføre vand fra floderne, men om en sammenkobling af ekstra vandreserver, siger ministeren.

 

Under den seneste tørke i Spanien for fem år siden fremlagde regeringen forslag om overførsler af vand fra Ebro-floden. Men forslaget blev afvist af lokale miljøgrupper, der er modstandere af, at der ledes vand fra Midtspanien til de storforbrugende turistområder.

 

Cañete afviser også, at opførelse af flere afsaltnings-anlæg kan være en løsning på tørken.

 

- Afsaltnings-anlæg koster en formue og har vist sig at være en dundrende fiasko for landbruget, siger ministeren.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.