Græske tilstande?
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 31/01/2015 - 00:02
Klumme
KLUMME: Sydeuropæiske protestpartier fletter fingre og har vind i sejlene. Det græske valg sætter gang i spekulationerne - er det Spaniens tur?
Protestpartiet Podemos har længe fået en del opmærksomhed i det spanske medielandskab. Partiet startede som en reaktion på den sparepolitik, der i nogen tid har været hverdag for mange spaniere.
Siden starten er det gået stærk, og partiet er oppe at blande sig med landets sværvægtere, PP og PSOE. Ja, selv danskerne er blevet lune på "Vi kan", og på Facebook finder du siden 'Podemos i Danmark'. Gruppen inviterer i dag til 'La Marcha del Cambio - Forandringens march' med start foran ankeret ved Nyhavn i den danske hovedstad klokken 13. Ud af de 262 medlemmer deltager 14. Ja, ja - lidt har også ret.
Grækenland har, om muligt, været endnu hårdere ramt af finanskrisen end Spanien, hvilket har betydet, at også der har det politiske landskab gennemgået store ændringer. Det så vi resultatet af sidste weekend, da grækerne gik til stemmeurnerne.
Partiet Syriza blev valgets helt store vinder med hele 36 procent af stemmerne. Og det er noget, der i dén grad passer Podemos, der betragter Syriza som et søsterparti. Men hvis finger-fletteriet tager overhånd, kan det blive farligt.
Håbet vandt!
Den karismatiske, politiske leder af Podemos, Pablo Iglesias, har sågar deltaget i den græske valgkamp med det formål at støtte det venstreorienterede Syriza.
- Forandringens vinde blæser over Europa. Håbet vender tilbage, skrev Pablo Iglesias på det sociale netvært Twitter.
Det minder til forveksling om ordene ”Håbet vandt”, der kom fra det græske vinderparti Syriza.
Syriza er ikke Podemos
Men Podemos har også understreget forskellighederne mellem de to lande og partier ved flere lejligheder, hvilket formentligt er klogt.
Podemos vil helt sikkert forsøge at udnytte så meget af det græske valgresultat til egen vinding som muligt, men for store lighedstegn kan være farligt.
Kammerater: Syriza-leder Alexis Tsipras (tv.) i selskab med Pablo Iglesias
Når Syriza får sat sig i regeringskontorerne, begynder hverdagen nemlig, og mange partier har gennem historien lært, at det kan være meget lettere at være i opposition end i regering. Og partiet står nu overfor et par slagsmål, som ikke bliver lette.
Podemos ønsker derfor at lægge en smule afstand til grækerne, for ikke også at komme til at lide, hvis Syriza ikke leverer.
Grækenland er ikke Spanien
Samtidig er der også et par væsentlige forskelle på situationen i Grækenland og Spanien. Den græske gæld er meget højere, og landet er noget mindre.
- Spanien er stærkere, og dets handlekraft er større, siger Íñigo Errejón, der mere eller mindre er nummer to i Podemos-hierarkiet, til El País.
Og det har han ret i på et par områder. Dels er landet større målt på antallet af indbyggere, men det er også større målt på landets økonomi. Spanien er eurozonens fjerdestørste økonomi, hvilket stiller landet i en noget anderledes situation.
Spansk bankerot ville gøre uendeligt meget mere ondt på alle i eurozonen, og det ved Podemos udmærket godt. Selvom partiet har modereret tidligere udmeldinger om at nægte at afdrage på landets gæld til nu at tale om "genforhandling".
Græsk forhandling venter
Podemos' såkaldte søsterparti er ligeledes gået til valg på, at Grækenlands lånebetingelser skal genforhandles. Her vil Podemos uden tvivl følge nøje med i udviklingen, da det bliver meget interessant at se, om anti-spare-partiet kan opnå politiske resultater i Grækenland.
De økonomiske hjælpepakker er meget upopulære, og den store modstand mod trojkaen (Den Europæiske Centralbank, EU-kommissionen og Den Internationale Valutafond) har været meget tydelig i den græske valgkamp og de efterfølgende jubelscener blandt Syrizas tilhængere.
Og hvis grækerne opnår noget, vil Podemos formentligt få fornyet blod på tanden, da Grækenland på mange måder står i en værre situation i øjeblikket.
Syriza-tilhængere med en klar besked til EU
Spansk valg venter
Hvor meget Syriza opnår vides ikke. Men flere eksperter spår, at der vil komme en ny aftale, fordi ingen er interesserede i at se Grækenland forlade euroen lige nu.
Sikkert er dog to ting: Podemos vil følge udviklingen ned til mindste detalje, og Spanien skal til valg i løbet af 2015.
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend og et spændende politisk år.
Simon Pallesen
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.