Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Gratis på Business Class

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 28/07/2012 - 00:25

Klumme Rejser & oplevelser


Det er fredag den 27. juli, klokken er 12:45 og jeg er havnet i VIP-loungen i Málaga Lufthavn. Har lige nydt en toast med Iberica Paté, et gla...

Det er fredag den 27. juli, klokken er 12:45 og jeg er havnet i VIP-loungen i Málaga Lufthavn. Har lige nydt en toast med Iberica Paté, et glas juice og er ved at drikke en café con leche.


For tre uger siden lykkedes det mig omsider at finde det hul, hvor jeg kunne komme en smuttur til Danmark og besøge familien. Jeg ved godt, at de fleste andre planlægger deres rejser i vældig god tid, men det lykkes – desværre – sjældent for mig.


Og det koster!


De gode gamle ”last minute-priser” i Simon Spies glansperiode er for længst forsvundet, nu er det god tid = lav pris, sidste øjeblik = høj pris.


Jeg skulle rejse omkring den 26.-28. juli, efter alt det regnskabsmæssige med underskrift af årsregnskab, betaling af IVA, kildeskat etc. var på plads.


I alle foregående år – i øvrigt - foregik underskriften hos notaren, men det er blevet afskaffet i år. Selvom stemplet og årets passiar med den flinke notar kun kostede små 10 euro, så må det da være noget som landets notarer kan mærke. Ikke mindst sammen med den faldende ejendomshandel og de kraftigt sænkede skødepriser.


Jeg har forelsket mig i søgemaskinen KAYAK.es, når jeg skal finde fly til andre og mig selv. Hvis man ikke indbygger filtre, finder den ravl og krat. Jeg vidste godt billetten ville bliver dy i forhold til de normale priser, fordi tidspunktet for min rejse til Danmark netop er, når de mange vender hjem fra ferien i Spanien.


Direkte flyvninger med for eksempel Norwegian lå hurtigt på 6-700 euro – selvom det jo faktisk ikke er dyrere end for 20 år siden...


Nu har jeg aldrig lagt skjul på, at jeg er vild med mellemlandinger og nye oplevelser - bare den samlede rejsetid ikke bliver alt for lang. En af de første kombinationsmuligheder, der dukkede op på skærmen, var udrejse med SWISS og retur med SAS. Udrejsen med mellemlanding i Zürich, returen direkte. 445 euro, ingen pyjamas-flyvning. OK!


Tilbage i loungen

Her Kl. 13:45 er der afgang fra Málaga med ankomst til Zürich kl. 16:25, videre kl. 17:25 og ankomst 19:15 i København.


Hvorfor sidder jeg så her i VIP-loungen og venter på at skulle af sted? Det var først, da jeg forleden foretog et check på SWISS' hjemmeside, at jeg opdagede det: venner, jeg flyver Business Class!


Hvordan det er sket, aner jeg ikke. Jeg bestilte nemlig de billigste. Måske Monkey Class har været fuldt booket og Business Class tom? Det finder jeg ud af, når jeg snart kommer ombord. Sæde 2 A, Airbus 320 – det er helt OK.


På min smartphone kan jeg i øvrigt se, at flyet fra Zürich til Málaga er 12 minutter forsinket – altså flyet, der skal tilbage med mig til Zürich. Jeg har også programmeret mine flyvninger ind i den applikation, der hedder FlightTrack. Den koster 2,99 euro – lidt mere i pro-udgaven – men det er bare sandt legetøj for store drenge...


På applikationens kort kan jeg se, at flyet fra Zürich her kl. 13:06 netop har passeret Granada...


Boarding

Farvel til den dejlige lounge, hvor der var rigtig dejligt at sidde. Boarding skete lidt forsinket, men flyet slap startbanen kl. 14:12 og med en flyvetid på 2 timer lander vi alligevel on time i Zürich.


Masser af medvind, kaptajnen lovede lidt turbolens over Pyrenæerne og efter 35 minutters flyvning er det også begyndt at blive lidt skyet. Inden de satte tegnefilm på skærmene, viste flyhøjden 10.200 meter og hastigheden 1.001 km/h. Det er stærkt, så vi har kraftig medvind.


Spaniens økonomi – eller rettere sagt de finansielle markeders udnyttelse af landets svaghed og det manglende EU-sammmenhold, har bekymret mig voldsomt. Ligesom så mange andre.


Da vi steg til vejrs og jeg så den spanske jord blive fjernere, kunne jeg ikke lade være med at glæde mig over, at der i går skete et ordentlig ryk nedad i renterne. På en eller anden måde kunne jeg tage af sted fra Spanien med lidt bedre samvittighed, syntes jeg.


- Noget at drikke, snacks? – Nej det skortede ikke på servicen på Business Class. Jeg kunne også vælge mellem to forskellige varme retter. Rumpsteak-medaljoner, med grøntsager – eller ravioli – begge med salat, to slags ost og dessert.


Jeg overraskede egentlig mig selv ved at vælge raviolien. Måske det var fordi, at manden bag den lavere spanske rente – den europæiske centralbankchef, italieneren Mario Draghi – i går var mand for at tale markederne til orden.


Det hele smagte fremragende.


Vi var over pyrenæerne på under en time – turbulensen udeblev - og fløj over Lourdes, som jeg kørte gennem for flere år siden. Tænker tilbage på den nærmest overfyldte by, hvis smalle gader bestod af religiøse souvenir-butikker og vist nok ikke andet.


Kl. er 15:45 og vi flyver over Geneve Søen. For fem minutter siden briefede kaptajnen om landingen og begyndte at tage gassen af motorerne. Om styrbord de sneklædte alper – fantastisk syn...

 

Minderne vælter op, bare jeg flyver over Schweiz, og helt gal bliver det, når jeg sætter foden på schweizisk jord. Da jeg var ung, tilbragte jeg et praktikår i den fransktalende by Fribourg. Et fantastisk år med en super-chef på tegnestuen og gode venner, der lærte mig at løbe både med og uden en ski på i bjergene...


Kl. 16:14 satte flyet hjulene på landingsbanen. Ved gaten præcis kl. 16:25 som planlagt.


Knap så præcis

Ad rullende fortove til den centrale del af Zürich Flughafen. Vups, der er en Camel Smokers Lounge... det vil nu gøre godt med en smøg nu. Bortset fra det så uanset, hvor man færdes i lufthavnen, er der hele tiden rygerum sponseret af forskellige cigaret-mærker.


Ridsen i den forkromede rejseplan kommer, mens jeg ryger smøgen. Kigger op på tavlen med afgange og kan se, at mit fly til København er forsinket og i stedet for kl. 17:25 vil afgå 18:30. ”Fucking fly” sms'er jeg til min datter, der venter med hyggemiddag og børnebørn.


Selvfølgelig havde jeg set frem til at kunne blære mig med, hvor glat det hele gik. Men hør, det er jo sjældent du er i Zürich, og sidste gang blev du imponeret over, at man kunne gå ud oven på en af fingrene – ligesom du kunne i Kastrup i gamle, gamle dage, da du var dreng...


Selvfølgelig. Ud i den friske luft og nyde det dejlige vejr, udsigten og overblikket over hele lufthavnen. Adgangen ligger oven på finger B og man skal gennem en security-kontrol for at komme derud.

 

Skygge under taget og behagelige gule stole til observatørerne


Fra sidste gang huskede jeg, at der sad mænd og drenge med både kikkerter, kamaraer med telelinser og notesblokke. Det gjorde der også denne gang.


En dejlig oplevelse, når man alligevel er der, og samtidig skal drosle arbejdstempoet lidt ned.


Sæde 1 A, Airbus 321

Flyet til København var propfyldt. Mens der var 15 på Business Class fra Málaga, var der 18 fra Zürich. Men dygtige var de til at få lavet ”turn around” fra det lagde til gate og blev skubbet ud igen på under 40 minutter.


Der er også tre sæder på business Class, men de sælger kun dem ved vinduet og gangen, så alle har et tomt sæde ved siden af sig. Det giver dejlig plads.


Flyveturen til København ville vare 1 time og 20 minutter, så der var ikke tid til at vælge mellem varme retter. Der blev serveret en salat med tomater, en slags mortadella, ost og lunt brød. Dertil dessert og drikkevarer efter ønske.


Endnu en behagelig flyvetur, der sluttede af med et ordentligt herresving over Malmø, inden flyet lande 20:05 med 50 minutters forsinkelse.


Men det hele var OK.


Det kneb til gengæld med OK-heden ved bagagebåndet. Tænk, bånd 3 betjente fem flyankomster på én gang... Aldrig har jeg set så mange mennesker omkring et bagagebånd tidligere. Nogen må have tænkt sig om, for pludselig blev to fly flyttet til andre bånd – men, det gjorde ikke panikken mindre.


Nå, jeg vidste jo godt, at mange rejste hjem i dag, og det endte da også efter ca. 45 minutter med, at min kuffert dukkede op.


Det var dejligt, for ligesom sidste gang lå der to kilo frosne gambones i kufferten til min datter i Sorø.


Der sidder jeg nu og slutter min beretning med ønsket om en dejlig weekend til alle fra


Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.