Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Desperat kamp for at undgå flystrejke

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 10/12/2012 - 11:50

Fly & trafik


Ledelsen og ansatte i det kriseramte flyselskab Iberia gør i dag endnu et forsøg på at nå frem til en aftale, inden flytrafikken på fredag ...

Ledelsen og ansatte i det kriseramte flyselskab Iberia gør i dag endnu et forsøg på at nå frem til en aftale, inden flytrafikken på fredag bliver kastet ud i en ny omgang arbejdsnedlæggelser.

 

Forhandlingerne brød sammen fredag efter at Iberias ledelse havde forkastet et forslag fra fagforeningerne om at begrænse omfanget af de varslede fyringer.

 

Derfor besluttede fagforeningerne at opretholde strejkevarslet, der vil berøre tusindvis af passagerer på dagene fredag den 14., mandag den 17., tirsdag den 18., onsdag den 19., torsdag den 20. og fredag den 21. december.

 

Giver ikke op

Men det er lykkes for Iberias ledelse af få indkaldt parterne fra fagforeningerne og forhandlingskommissionen til nye drøftelser i dag. Ifølge flere spanske medier giver det håb om, at den varslede strejke, der vil ramme Spanien turisme hårdt endnu engang, kan blive afblæst eller udskudt.

 

Spaniens udviklingsminister, Ana Pastor, som det statsejede selskab Iberia sorterer under, opfordrede fredag – efter ministermødet – parterne til at udvise ansvarlighed og forståelse.

 

Mislykkes forhandlingerne vil 17.000 medarbejdere nedlægge arbejdet på de nævnte dage i 24 timer. Piloterne er ikke omfattet af strejken, men får næppe mange fly at flyve, hvis andre funktioner lammes.

 

Nedlægger også ruter

Fredag meddelelse Iberia, at man nedlægger flere ruter, der ikke er lønsomme. Det gælder blandt andet flyvningerne til Athen, Cairo, Istanbul, Havana og Santo Domingo.

 

Desperat kamp

Iberias ansatte har i årevis kæmpet for at bevare deres ansættelsesvilkår, som selskabet har peget på ikke kan lade sig gøre af konkurrencemæssige grunde.

 

I den forbindelse har Iberia startet deres eget lavprisselskab Iberia Express, hvor personalet er blevet ansat på væsentlig dårligere vilkår. Samtidig har Iberia også overflyttet adskillige ruter – og fly – til datterselskabet Vueling, der ligeledes arbejder med en mere lønsom personalestruktur.

 

Alt i alt har det nu først til, at Iberia har varslet opsigelse af 4.500 medarbejdere, en samtidig lønnedgang på 25-35 procent blandt de tilbageværende, en reduktion af flåde med 15 procent svarende til 25 fly og endelig en adskillelse af vedligeholdelses- og groundservice funktionerne.

 

Tog, metro og bus

Men det er ikke bare flytrafikken, der risikerer at blive ramt af strejker. Ansatte indenfor togbanerne Adif, FEVE og Renfe Operadora kræver sikring af deres arbejdspladser i forbindelse med den pågående privatisering af de spanske statsbaner og har varslet arbejdsnedlæggelser den 13. og 14. december.

 

Hertil kommer en 12-timers arbejdsnedlæggelse indenfor Metroen i Madrid i dagene mellem den 13. og 31. december, som kan komme til at ramme flere millioner rejsende i juledagene.

 

Også i Barcelona er der varslet strejker blandt hovedstadens buschauffører fra den 17. til 21. december fra kl. 9.00 til 11.00 og igen fra 19.30 til 21.30

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.