Igen rammer vi 40 grader
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 26/08/2014 - 11:57
Vejr og natur
Det bliver hedt i de næste par dage, men bare rolig - fra fredag bliver det igen køligere og sommeren slutter ”normalt”. I Sydspanien når...
Det bliver hedt i de næste par dage, men bare rolig - fra fredag bliver det igen køligere og sommeren slutter ”normalt”. I Sydspanien når termometeret i dag op på 38 grader, mens Valencia Regionen er helt oppe i det orange felt med 39 grader.
Varmevarslet gælder frem for alt i de indre egne og varer frem til klokken 18. I morgen bliver det endnu varmere med 40 grader i Sydøstspanien.
Varm luft fra Afrika
Ifølge talsmand for spansk meteorologisk institut, Aemet, Ana Casals, er der tale om varm luft fra Afrika, der trænger ind over de sydøstlige egne.
- Men det er ikke nogen hedebølge, og temperaturen kommer ikke over 40 grader, siger Casals.
Faktisk har vi denne sommer slet ikke haft nogen decideret hedebølge, der karakteriseres ved at vare i længere tid. Denne sommer har det varme vejr kun holdt er par dage, og er så blevet afløst af køligere vejr.
Normalt registreres der en eller to hedebølger hver sommer.
- Fra torsdag falder termometeret igen til et mere normalt leje, forsikrer Casals.
Meget tyder på, at august slutter med typisk sommervarme, hvor det bliver solrigt og tørt i det mest af landet med undtagelse af de nordlige egne, hvor der kan komme en smule nedbør.
Meget torden og lidt regn
Men også i Nordspanien bliver det efter et par kolde og våde uger nu varmere, og der ser ud til at komme mere ro på vejret.
Selv om det nærmest kan virke som om, det har regnet konstant i Nordspanien hele sommeren, så er det faktisk helt forkert.
- August har været mere tør end normalt, siger Ana Casals.
I Cantabrien har det kun regnet omkring 40 procent af det normale. Kun Catalonien og Aragón er gået fri af den tørke, der i år har ramt hovedparten af landet.
- Her har været meget torden, man alligevel kun lidt vand, siger Casals.
Årsagen til det ustadige vejr i det nordøstlige Spanien er mødet mellem kold luft fra Atlanterhavet og høje temperaturer fra land samt kraftig blæst fra øst og nord. Alt sammen faktorer, der ikke kan finde ud af at enes i skolegården, og det har derfor givet ustadigt sommervejr.
Vejret i Spanien, tirsdag klokken 14:00
Som det fremgår af temperaturerne, er det især de indre egne i Sydøstspanien, der i dag får rigtig varmt vejr, men kysterne slipper billigere.
I Madrid er det i dag mest solrigt og mellem 19 og 34 grader, Barcelona får for en gangs skyld også solrigt vejr med mellem 22 og 29 grader, Valencia solrigt og mellem 23 og 33 grader, og Málaga ligeledes solrigt og 23 til 33 grader.
Vejret i Spanien, onsdag klokken 14:00
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.