Heldagsregn og oprørt hav
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 06/11/2012 - 11:11
Vejr og natur
Fem provinser er i dag i forhøjet beredskab på grund af voldsom regn, vind og bølger. Især Kanarieøerne og store dele af Sydspanien er udsa...
Fem provinser er i dag i forhøjet beredskab på grund af voldsom regn, vind og bølger. Især Kanarieøerne og store dele af Sydspanien er udsat, og i morgen ser det endnu værre ud.
I dag er der udsigt til en ordentlig omgang vand fra oven i Málaga, Granada og Jaén samt på Kanarieøerne Tenerife, Gomera og La Palma. Her advarer meteorologerne også om kraftig vind. Øerne slipper billigere i morgen, men det samme kan til gengæld ikke siges om Sydspanien. Her er der gult beredskab i Cáceres, Badajoz, Huelva, Granada og Almería.
Jeg gik mig over sø og land...
Også den baleariske ø Menorca og Girona ved den spansk/franske grænse er i gult beredskab på grund af store bølger.
I Málaga og Cádiz ser det endnu værre ud, og her er der i morgen orange beredskab på grund af udsigt til kraftig regn, voldsom vind og store bølger, så der er i dén grad grobund for en hjemmedag. Hvis du absolut skal bevæge dig ud i nærheden af kysten, skal du ikke komme alt for tæt på. Temperaturen holder sig hele døgnet på mellem 15 og 19 grader – torsdag kan den måske lige snige sig op på 20 grader.
Når kloaken skal hjælpes fri af mudder...
Sydspanien ligger kraftigt underdrejet efter de seneste dages kraftige nedbør og har slet ikke brug for mere regn. I Jaén Provinsen står marker og olivenlunde under vand, og mange landmænd frygter nu, at hele høsten er gået tabt.
Men også i Badajoz i det vestlige Spanien er det gået hårdt til. I Santa Marta de los Barros faldt der mellem 40 og 50 mm i løbet af en enkelt time søndag. Hovedparten kom på bare to minutter, og det skabte panik blandt indbyggerne, da vandet pludselig begyndte at fosse ind i husene, siger byens borgmester, Jorge Vázquez.
En af beboerne, Vanessa, fortæller, at hun havde sat en tyk planke op foran sin hoveddør for at undgå, at vandet trængte ind. Men på et tidspunkt begyndte vandet alligevel at løbe ind under døren, og på et tidspunkt brækkede planken, og sekunder senere stod stuen under vand.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.