Lodret uenig i danskers kritik

Spanien i Dag-læser Ib Dalsfledt fra Gran Alacant er uenig i den kritik, som Winnie Grønfeldt forleden rettede mod det spanske sundhedssystem. Som Ib Dalsfledt skriver, så gør én svale gør som bekendt ingen sommer. Ib Dalsfledt skriver til Spanien i Dag:

”Når jeg reager kritisk på artiklen 'Winnies smerte-helvede', skyldes det, at læserne kan få den opfattelse, at noget sådant er 'hverdagskost' her i Spanien - og det er jo slet ikke tilfældet, nærmest tværtimod. Én svale gør som bekendt ingen sommer. Jeg prøver efter bedste evne at fortælle danskerne, at Spanien ikke er et u-land og i en række tilfælde let kan stå mål med det danske system - og hvad angår 'verdens bedste sundhedssystem', findes det altså ikke i Danmark, som nogle tror”, skriver Ib Dalsfledt.

Ib Dalsfledt skriver løbende artikler, som på et senere tidspunkt skal indgå i en bog. Her bringer vi hans oplevelse med det spanske sundhedssystem, som er noget anderledes end Winnies erfaring:

Tal ikke om sygdom

Jeg bryder mig ikke om at høre eller tale om sygdom. Det har jeg beskæftiget mig rigeligt med gennem et langt liv, mener jeg i al fald selv. Når nogle begynder at fortælle, hvad de fejler, eller f.eks. begynder at knappe skjorten eller blusen op for at vise deres ar efter en operation - ja, så går jeg min vej.

Jeg holder mig fra piller og medicin, og det er ikke på mig, lægen tjener sine penge.

Da jeg fyldte 75 år, skulle jeg have fornyet mit kørekort og måtte derfor til læge for at få en lægeattest; det voldte ingen problemer bortset fra, at 'min læge' ikke kunne forstå, at han aldrig havde set mig!

Der er en forklaring på alt - også på ovenstående og om mit forhold til sygdom.

En kedelig arv

Hvad angår mit 'gode helbred' skyldes det, at jeg altid har dyrket idræt, svømning, spillet fodbold, været på Hærens Idrætsskole, været lærer på Befalingsmandskolen osv., osv.

Dog – jeg har altid døjet med ondt i maven. Producerer for meget mavesyre, noget jeg har arvet efter min far, som for øvrigt havde blødende mavesår. Jeg husker, at han spiste/drak noget, der hed natron, et hvidt pulver, som han opløste i vand.

Jeg har lært at leve med mit handicap; dels kommer det kun i perioder og går over igen, og varer det længe, spiser jeg bare en kiks eller lignende. Min afdøde hustru, Inge, kendte alt til problemet og sørgede altid for, at jeg fik noget at spise, når vi drak kaffe, uanset om vi var hjemme eller ude.

Don Ib!

Nu bor jeg imidlertid i Spanien sammen med skønne, søde og rare Pia, og hun fik lokket mig til læge en dag, hvor jeg havde smerter i maven. Nu er mit spanske ikke noget at prale af, men jeg klarer mig. Ellers kalder jeg på Pia, som er et omvandrende sproggeni.

Jeg ankom til lægehuset klokken godt 08:00, og der sad allerede en del og ventede.

Her i Spanien nyder ældre mennesker RESPEKT - sådan var det også engang i Danmark, så Don Ib blev bedt om at gå direkte ind til lægen. En herre på vel ca. 50 år.

Jeg forklarede, at jeg havde smerter i maven, hvorpå hans spørgsmål lød, om smerterne gik opad mod brystet. Det bekræftede jeg. Men da han derefter spurgte, hvor længe jeg havde haft disse smerter, begik jeg dagens brøler, for jeg ville have svaret et døgns tid, men fik i stedet sagt ”casi una semana”, hvilket oversat til dansk betyder næsten en uge.

Den helt store tur

Nu forstår jeg – heldigvis - ikke spanske skældsord, men jeg var ikke i tvivl: han blev gal og vred. På ingen tid lå jeg på en briks omgivet af to læger og flere sygeplejersker, med diverse elektroder fastgjort til kroppen. Blodtrykket og pulsen blev målt indtil flere gange under stort postyr. Sagen er nemlig, at jeg grundet min gode kondition har en hvilepuls på ca. 50 - den normale puls ligger på 60/80 - og er som regel højere hos ældre mennesker.

Efter lidt ventetid kom beskeden: jeg skulle omgående indlægges, og jeg måtte under ingen omstændigheder selv køre, hvilket jeg dog overhørte.

Da Pia og jeg en times tid senere ankom til sygehusets modtagelse, stod de klar med en kørestol. Så op på en briks, igen elektroder, måling af blodtryk, puls osv. Jeg fik drop, så i seng, op igen, røntgenfotografering, gentagne gange gennemlyst og skannet, og blev tilset af diverse specialister. Men mad fik jeg sgu intet af. Jeg var dæleme sulten men ellers frisk, og mavesmerterne var forduftet.

Endelig klokken 21:30 kom der en læge: ”Du fejler intet, du er frisk som en havørn og skal bare tage hjem. Farvel og tak! Jo, jo, systemet i Spanien fungerer skam for 'both of us'.

Lokket af borgmester

Nu bør enhver fortælling helst slutte med en 'happy end', og det gør denne skam også!

Da jeg var en tur i Danmark hos min tandlæge i Assens, mødte jeg Hans Ole Hansen, der var borgmester i Assens i de 12 år, jeg var viceborgmester. Stor gensynsglæde og hjemme hos ham, fortalte jeg om mit møde med det spanske sundhedsvæsen.

Tænk, det viste sig, at Hans Ole led af nøjagtigt samme maveonde - også arvet efter sin far, men han mærkede intet til det mere. Han spiste bare en bestemt tablet et par gange om ugen.

På trods af mit forhold til medicin fik Hans Ole sgu lokket mig til at sluge en sådan, og han gav mig et par ekstra tabletter i en æske.

På grund af Pias sygdom måtte vi blive i Holbæk nogle dage. Her opdagede jeg, at når jeg bare tog én sådan tablet, havde jeg ingen mavesmerter. Så jeg ilede til Holbæk apotek for at få nogle med til Spanien, men nej: jeg skulle møde med en recept fra min læge. Nu bor han jo i Spanien, så det opgav jeg.

Men da jeg var tilbage i Gran Alacant, gik jeg på apoteket, hvor jeg fik en æske af disse tabletter, uden recept og lægehenvisning. Pris 2 Euro = 15 kroner. Hvem sagde EU?

Jeg har ikke haft mavesmerter siden – fantastisk! Men nu er jeg sgu også 80 år...

Tak til Ib Dalsfledt for indlægget.

Ib Dalsfledt er en dansk politiker, der tidligere har repræsenteret...

Klik her for at læse mere om Ib Dalsfledt på Wikipedia

Din mening?

Har du erfaringer med det spanske sundhedssystem – gode eller dårlige – må du meget gerne skrive til redaktionen og fortælle om dem.

Alle henvendelser behandles anonymt med mindre, vi efterfølgende aftaler andet.