Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Hesteshampoo giver ikke hestehale

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 16/02/2012 - 11:45

Sundhed & sygdom


Man får ikke en tyk og kraftig hestehale af at bruge hesteshampoo. Den spanske forbrugerforening skrider nu ind, efter at Hollywood-stjernen Je...

Man får ikke en tyk og kraftig hestehale af at bruge hesteshampoo. Den spanske forbrugerforening skrider nu ind, efter at Hollywood-stjernen Jennifer Aniston har reklameret for, at mennesker skal bruge hesteshampooen 'Mane 'n Tail'.

 

Produktet blev udviklet til heste for 40 år siden, for at dyret kunne få en lækker manke uden, at huden blev strippet for de naturlige olier. Mane 'n Tail bliver solgt i hele verden. I Danmark kan man købe en 355 ml. flaske med hesteshampoo eller -balsam for 69 kr. hos Beautyandlifestyle.dk
 

I Spanien er produktet blandt andet blevet markedsført i supermarkedskæden Mercadona som ”DA-shampoo con Biotina”.

 

Shampooen som blandt andet er blevet markedsført i supermarkedskæden Mercadona

 

- Men man kan ikke klistre vitaminer på håret udefra, lyder det fra flere eksperter.

 

Vitaminer kan kroppen kun indtage gennem maden eller i form af vitaminpiller.

 

Shampooen bliver solgt som et middel mod hårtab og til at styrke håret, men det er det samme som en hvilken som helst anden shampoo lover, advarer forbrugerforeningen OCU.

 

- Nøglen til et kraftigt hår ligger i vitaminet H, også kaldet biotin, der skulle være det videnskabelige grundlag for, at shampooen skulle virke styrkende på hår. Men der er ingen troværdige beviser for, at det er tilfældet, siger eksperterne til den spanske forbrugerforening.

 

En shampoo har til formål at rense hår og hovedbund; ikke til at få håret til at gro, understreger eksperterne. Shampooen kan måske gøre håret blødere eller fyldigere, men den kan altså ikke modvirke hårtab, lyder det.

 

Men alverdens medier er altså hoppet med på vognen. Så sent som i november fik danske læsere fiffet i Eurowoman.dk:

 

”Du tror måske at Jennifer Aniston er kendt fordi hun var med i det dér Friends, men det var kun en bibeskæftigelse. Hendes sande erhverv er nemlig, at gå rundt og få alle os andre til at få det dårligt med vores hår. Og hvis du var én af dem som i 90'erne bad om The Rachel (som i øvrigt har sin egen Wikipedia-side) vil du helt sikkert også finde denne nyhed helt fantastisk:

 

For hemmeligheden bag Jennifer Anistons lokker er åbenbart en hesteshampoo ved navn Mane 'n Tail.

 

Den såkaldte vidunder shampoo og Jennifer Aniston med hendes fantastiske hår

 

Og den er endnu værre på Yahoo.news:

 

"Min skaldede chef er begyndt at få hår igen, efter en kollega gav ham et sæt som en gave til jul", skriver journalisten.

 

Men til alle vores læsere her på Spanien i Dag kan vi sige: det er en røverhistorie.

 

Mon vi kommer til at møde heste i kosmetikafdelingen i det lokale supermarked? Måske skulle vi bare lade hestene beholde deres produkter i fred...

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.