Desperat, enlig mor brød protokol
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 22/02/2013 - 11:16
Kendte & kongelige
Nieves Gómez er fraskilt, har to små børn og er en af de mange tusinde gælds-ramte spaniere, der står til at miste deres hjem. Men alt det ...
Nieves Gómez er fraskilt, har to små børn og er en af de mange tusinde gælds-ramte spaniere, der står til at miste deres hjem. Men alt det kan ændre sig, efter hun henvendte sig direkte til den spanske kronprinsesse.
Indtil i dag har familien boet i en lejlighed, der tilhører kvindens ekssvigerforældre. Men de ville smide hende på porten, og det ville sikkert også være sket, hvis ikke det var fordi, den desperate mor havde truffet kronprinsesse Letizia på den lokale varmestue i Madrid.
Brød alle protokoller
Nieves' historie er blot én ud af mange, og den ville formentlig ikke være havnet på forsiden af landets medier, hvis ikke Spaniens Kronprinsesse Letizia havde besluttet sig for at hjælpe.
Nieves og hendes to børn bor som nævnt i den lånte lejlighed, og for to år siden indledte svigerforældrene en sag med henblik på at få hende smidt ud. Det skete umiddelbart efter, at kvinden anmeldte eksmanden for vold. Han har fået tre års polititilhold og har givet afkald på retten til samkvem med sine børn.
Mødet mellem prinsessen og Nieves skete på en varmestue i Madrid, hvor moderen til de to små børn hver dag henter mad til sine børn. Udsigten til Letizias besøg fik Nieves til at tage sagen i egen hånd, da hun brød alle protokoller og henvendte sig direkte til prinsessen med sin sørgelige beretning.
Brev fra Kongehuset
Dagen efter modtog Nieves overraskende nok et brev fra Kongehuset, hvori der stod, at prinsessen havde informeret Justitsministeriet om sagen.
- Vi bekræfter herved, at vi har fulgt hendes kongelige højheds instrukser og viderebragt deres ansøgning til Justitsministeriet, stod der i brevet.
I en kommentar fra prinsessens sekretær stod der til sidst: ”Vi ønsker Dem det bedste for fremtiden”.
Kongehuset modtager hver dag tusindvis af henvendelser fra betrængte borgere, der beder om hjælp, og Nieves sætter derfor ikke næsen op efter de helt store resultater.
- Jeg tror mere på støtten fra PAH (foreningen for gældsatte boligejere) og 15-M bevægelsen, siger Nieves til spanske medier.
Om Litizias hjælpende prinsessehånd giver resultat, får vi at vide i dag. Tvangsudsmidningen af kvinden kan nemlig finde sted når som helst, og Nieves' bøn til sin eksmands familie har endnu ikke haft nogen virkning.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.