Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Højesteret sætter en stopper for skattemyndighedernes unfair prasis

Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 11/07/2025 - 06:20

Bolig

Må ikke vurdere en ejendom uden at have set den.

Den spanske højesteret har afgjort, at skattemyndighederne, Hacienda, ikke kan vurdere en boligs værdi uden at have foretaget en fysisk besigtigelse. 

Dommen fastslår, at den hidtidige praksis - hvor værdien beregnes udelukkende ved sammenligning med andre boliger i området - krænker skatteyderens rettigheder, når man ikke tager højde for faktorer som ejendommens tilstand, renoveringer eller den faktiske fordeling af rum.

Kritik af vurderingspraksis

Højesteret kritiserer i skarpe vendinger skattemyndighedernes rutinemæssige brug af eksterne markedsdata uden personlig inspektion. 

Ifølge domstolen fører denne fremgangsmåde ikke til hverken fair eller objektive vurderinger. 

Afgørelsen kommer i en sag, hvor Hacienda havde anvendt en højere vurdering end købers erklæring ved en ejendomsoverdragelse, ITP, uden nogensinde at have beset boligen. Og dén går altså ikke, lyder det.

Vidtrækkende konsekvenser

Denne dom kan få stor betydning for fremtidige tvister om ejendomsvurderinger i forbindelse med køb, arv eller gaver. 

Den giver borgere bedre muligheder for at bestride automatiske vurderinger, der ikke er baseret på en konkret vurdering af den enkelte ejendom.

Højesteret understreger, at skatteyderne har ret til en motiveret og saglig vurdering, der afspejler ejendommens faktiske forhold - ikke blot generiske beregninger baseret på grundværdier eller markedspriser.

Kan måske også interessere dig

Kommentarer

Det lyder til at være en retfærdig beslutning.
Også her kunne man lære noget i Danmark.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.