Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Se Præsidentens tog og hybrid-bil

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 24/05/2012 - 12:13

Samfund og Politik


Den spanske Premierminister spiste i går frokost med den franske Præsident, Francois Hollande, i Élysée-Palæet i Paris. Mødet foregik i en...

Den spanske Premierminister spiste i går frokost med den franske Præsident, Francois Hollande, i Élysée-Palæet i Paris. Mødet foregik i en ”excellent” atmosfære, og bagefter belærte Hollande sin spanske kollega om, hvordan man sparer og viser respekt.

 

To statsledere på trappen til Élysée-Palæet

 

Rajoy understregede under mødet, at Spanien ikke ønsker at modtage nogen redningspakker, men derimod støtte fra Den europæiske Centralbank til opkøb af spanske statsobligationer.

 

Nyhed: fransk præsident holder for rødt

Efter mødet kørte regeringscheferne i bil til Gare du Nord i Paris, og undervejs holdt bilerne ”for alle de røde lys”. Franske medier ironiserer omkring tidligere præsidenters brug af politieskorter med blinkende blå lys for at køre over for rødt.


Og det er ikke kun hans konstante taler om manglende vækst, der vækker opmærksomhed, men også Francois Holandes valg af transportmiddel. Mens forgængeren Nicolas Sarkozy plejede at bruge sit eget private præsident-fly, når han skulle til topmøder i Bruxelles, så anlægger Francois Hollande en helt ny stil.

 

Her holder et højhastighedstog, TGV, klar på Gare du Nord


Det hedder tog

Ifølge den franske tv-kanal RTL har Francois Hollande fået alle ministrene i regeringen til at skrive under på etiske retningslinjer, som blandt andet foreskriver, at alle rejser af en varighed på under tre timer skal ske med tog og ikke med fly.

 

Det gælder også, når Præsidenten har fint besøg fra Spanien. De to ledere rejste godt nok på 1. klasse i toget, men i kupéer, der angiveligt ikke kun var reserveret til dem. Som en demonstration af beskedenhed overlod Hollande ”Vogn 1” til Rajoy og hans stab, mens Hollande selv krøb ind i ”Vogn 2” med sin stab.

 

Mariano Rajoy med sin stab i ”Vogn 1”

 

Inden ombordstigningen i højhastighedstoget gik Hollande rundt og hilste på folk ledsaget af en ”meget lille eskorte”, fortæller hans pressefolk til Reuters. Den franske premierminister, Jean-Marc Ayrault, var også med toget.

 

Togturen fra Paris til Bruxelles er cirka 300 kilometer lang og tager kun en time og et kvarter. Så hurtigt, behageligt og miljøvenligt kan det næppe gøres med et privatfly, når der tillægges transporttider til og fra lufthavnene. Og i tilgift med gode mødefaciliteter i toget.

 

Belæring om bil

Præsidentens Citroën DS5 Hybrid4

 

Måske har Mariano Rajoy under køreturen til Gare du Nord skelet til Hollandes bil. Den franske præsident valgte nemlig en mellemklassebil, Citroën DS5, i en hybridudgave, som i byområder primært drives af bilens batterier og derfor både er forurenings- og støjfri.

 

Vil du lære præsidentens bil nærmere at kende, så klik her for at komme til Citroëns danske hjemmeside

 

Nicolas Sarkozy kørte i Citroëns flagskib C6.

 

Mariano Rajoy kører i Audis flagskib A8 og har derudover flere andre biler til sin disposition.

 

Kommentarer

God historie om den nye franske præsidents ydmyghed over for det franske folk. Det kunne mange regeringsledere lære noget af. For eksempel den spanske, der boltrer sig i flere store benzinslugende limousiner. Men heller ikke den danske socialdemokratiske statsminister er vist for god på dette område?

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.