Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Hunde-deller

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 08/04/2013 - 10:03

Sundhed & sygdom


Der er optræk til en ny kødskandale. EU-kommissionen vil nu have undersøgt påstande om, at der er spansk hundekød i hollandske frikadeller.

Der er optræk til en ny kødskandale. EU-kommissionen vil nu have undersøgt påstande om, at der er spansk hundekød i hollandske frikadeller.

 

Det skriver Teinteresa.es

 

Ifølge den hollandske avis De Telegraaf har spansk politi fået besked på at undersøge forlydender om, at der skulle være fundet hundekød i frikadeller og dyrefoder, fremstillet i Holland. Avisen hævder, at kødet skulle stamme fra hunde fra et dyreinternat i Pontevedra i Galicien i det nordvestlige Spanien.

 

Mistanken opstod, efter at dyreinternatets leder, Olga Costa, for 18 måneder siden blev mistænkelig over, hvad der skete med centrets afdøde hunde. Ifølge Costa er kødet fra de døde hunde blevet skippet af sted til Holland af et firma, der betaler for brugsretten over hundene.

 

En sidste afsked...

En af ejerne til en af de døde hunde skulle angiveligt være taget op på et ”hunde-kremeringssted” for at tage en sidste afsked med sit elskede kæledyr. Men her ventede hende en noget anden oplevelse, da hun så en gruppe personer i fuld gang med at ”udbene” hundene, skriver Thinkspain.

 

Guardia Civil-officerer i Vigo-provinsen i Galicien blev derefter bedt om at undersøge, om det døde hundekød bliver brugt til fremstilling af dyrefoder. Og ifølge De Telegraaf, er en nylig afdød kødproducent i Amsterdam mistænkt for at have indsmuglet hundekød fra Spanien. Kødet blev brugt til fremstilling af dyrefoder og fødevarer.

 

Fra hest til hund

Hidtil har de hollandske myndigheder hævdet, at der ikke har været nogen beviser på, at de testede frikadeller rent faktisk indeholdt hundekød. DNA-prøverne bliver foretaget på samme måde, som man testede for hestekød i talrige færdigretter og andre produkter i forskellige EU-lande, herunder Storbritannien og Spanien.

 

EU's talsmand på sundhedsområdet, Frédéric Vincent, siger at EU-kommissionen vil sende et brev til de spanske myndigheder, for at få en forklaring på rygterne, som, han hævder, er ”helt uden hold i virkeligheden”.

 

Spaniens regering siger, at den er ”overrasket” over EU's henvendelse, men at Landsbrugsministeriet nu er ved at undersøge en forbindelse til det spanske firma med forbindelse til Galicien og Salamanca. Firmaet fik af en dommer besked på at nedlægge sin aktivitet, efter at Guardia Civil startede sin undersøgelse.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.