Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Hunde flænser husdyr

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 20/11/2014 - 01:00

Samfund og Politik

SAMFUND: Landmænd er desperate og kræver, at myndighederne skrider ind nu.

Løse hunde på Mallorca massakrerer husdyr. En landmand fandt forleden ti lam og fire får skambidt og dræbt af en flok hunde, og det er ikke noget enkeltstående tilfælde.

 

Det oplyser foreningen La Associació de Pagesos de Sencelles.

 

Landmændene kræver, at myndighederne griber ind mod løse hunde i området.

 

Et skrækkeligt syn

Den lokale landmand Joan Crespí blev forleden mødt af en skrækkeligt syn, da han kom hjem til sin landejendom i Clotassos, der ligger mellem Santa Eugènia og Sencelles ved landevejen Palma-Sineu. Af sin lille bestand havde han mistet 14 dyr.

 

14 dyr mistede livet i denne omgang

 

Ejendommen står øde hen i løbet af ugen, og der er ingen til at slå alarm eller holde øje.

 

Problemet er, at lokale landmænd ikke har kontrol over deres egne hunde, som slipper ud af indhegningen eller ganske enkelt løber frit omkring, mens ejerne er væk.

 

- De bliver drevet af deres instinkt og går til angreb på forsvarsløse dyr, der ikke har mulighed for at slippe væk, fordi de er hegnet inde, siger Joan Crespí.

 

La Associació de Pagesos de Sencelles bekræfter, at der er kommet mange klager over løse hunde, der angriber husdyr.

 

Har mistet 25 dyr i år

Alene i løbet af det seneste år har Joan Crespí mistet 25 dyr, hvoraf hovedparten har været små lam, der ikke kan forsvare sig mod hundene. Joans har mistet, hvad der svarer til 1.300 euro.

 

- Det er mange penge, for det svarer til det overskud, jeg kan forvente at få på et år, siger landmanden.

 

Han klager over, at der ikke er nogen beskyttelse af får og kvæg og kræver, at både lokalpolitiet og Guardia Civil griber ind.

 

- Der er en masse regler for husdyr som hunde og katte, men ikke noget, der sikrer beskyttelse af kvæg og får mod hunde, beklager han.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.