Hvad f..... er det med Gibraltar?

De seneste uger har den diplomatiske krise mellem Gibraltar og Spanien fyldt meget. Jeg må med det samme erklære, at jeg først er flyttet herned d. 29. juli, og før det var jeg totalt uvidende om en konflikt om Gibraltar.

Chris Lehmann er journaliststuderende og ny praktikant hos Spanien i Dag og Radio Solymar. Chris hører til den nysgerrige type, der gerne vil gå i dybden og se på baggrunden for nyhederne.

Gibraltar-konflikten har fyldt meget i medierne og betydet blandede oplevelser for sommerens turister, der ville besøge klippeøen og se på aber. I dagens klumme giver Chris dig baggrunden.

Torben Wilkenschildt

Som journalist-in-spe er politiske kriser altid et naturligt interessepunkt, men Gibraltar-sagen virker alligevel anderledes af en simpel årsag. Hvor mange kan sige, hvor den er startet? Jeg har ikke fået mange klare svar.

Jeg har derfor sat mig ned og vil nu prøve at kaste lidt historisk lys og personlig refleksion over de mange små konflikter, der har skabt den hårdknude, vi nu hører om i medierne.

Denne klumme er skrevet i 3 dele. Den første del beskriver, hvordan Storbritannien i sin tid fik herredømmet over Gibraltar efter den Spanske Arvefølgekrig i 1700-tallet. Hvis man synes det lyder utrolig kedsommeligt (det er det ikke!), kan man hoppe ned til del 2, der forklarer, hvordan konflikten har udviklet sig siden 1960'erne. Del 3 beskriver konflikten siden juli 2013 og deri indgår også lidt personlige tanker om, hvorfor, jeg tror, konflikten ruller lige nu.

Et råd: Bevæbn dig med lidt kaffe eller en lille snack. Det er ikke kort fortalt!

Del 1: Indavl
Som de mest interessante kriser starter den her med indavl på en skala, kun europæiske royale i det 17. århundrede bryder sig om. Krisen har nemlig sin oprindelse i den Spanske Arvefølgekrig i 1701-1714.

I den sidste halvdel af 1600-tallet var Spanien (også) i krise. Respekten for kongehuset dalede, adelen fik mere uafhængighed og Imperiets kolonier begyndte at løsrive sig. Den udvikling blev accelereret, da Karl 2. blev konge af Spanien. Det er her indavlen kommer ind.

Kong Karls stamtræ er mildest talt kompliceret og en smule ulækkert efter moderne standarder. Jeg vil her blot nævne, at Karls mor også var hans fars niece, hans mormor også var hans tante, og at alle Karls otte oldeforældre nedstammede fra det samme ægtepar.

På grund af den kraftige indavl led Karl af alvorlige misdannelser, fik aldrig nogen uddannelse og lærte først at gå som otte-årig. Senere i livet led han af forskellige mentale forstyrrelser, blandt andet fik han gravet sine forældre op fra deres grav. For at kigge på dem!

Eftertiden vurderer Karl 2. som én af Spaniens dårligste ledere

Karl 2. døde som den sidste af Habsburgerslægten og efterlod sig ingen arvinger, men i stedet et Spanien på randen af sammenbrud. To af de store europæiske kongehuse, som Karl selvfølgelig også var i familie med, så derfor deres snit til at gøre krav på tronen, og deraf kom den Spanske Arvefølgekrig. Den blev hovedsageligt kæmpet mellem det Franske og Østrigske kongehus med hver deres allierede fra andre kongehuse i Europa.

I krigen blev Gibraltar besat af en sammensat engelsk og hollandsk styrke, og det spanske kongehus (nu besat af Kong Filip 5., barnebarn til den franske konge) opgav kravet på klippehalvøen og overdrog den til det engelske kongehus.

Og her starter den moderne konflikt så. 1713 bliver Utrecht-traktaten, der afslutter krigen og angiver Gibraltar som britisk territorie, underskrevet. Allerede i 1727 påstår Spanien første gang, at traktaten er overtrådt, da briterne har befæstet Gibraltar mere end traktaten tillader. Sådan fortsætter det i lang tid...

Del 2: Muren
Omkring 230 år senere når vi til 1960'erne. Gibraltar er stadig britisk, og Spanien holder fast på kravet om, at halvøen er spansk. Gibraltar kan ikke blive en selvstændig koloni som de andre britiske kolonier blev, Utrecht-traktaten siger nemlig, at Gibraltar skal gå til Spanien, når Storbritannien opgiver kravet.

Gibraltar anses for at være vigtig, fordi halvøens udstrækning mod Afrika gør, at man kan kontrollere adgangen til Middelhavet med en relativt lille flåde. Naturligvis er både Storbritannien og Spanien interesserede i at kontrollere et så vigtigt strategisk punkt. Efter Suez-kanalen bliver lavet, bliver turen gennem Middelhavet den foretrukne sejlrute til Asien, og gør Gibraltar endnu mere værdifuld.

I slut-60'erne afholder Gibraltar en folkeafstemning, hvor 44 personer stemmer for at overgive sig til Spanien og næsten 13.000 for at beholde territoriet under britisk herredømme. Spaniens regering bliver skidesur og lukker grænsen for køretøjer i 1966 og skærer alle telefonkabler over i 1969. Gibraltar er nu totalt isoleret.

Grænselukningen har store konsekvenser, da den adskiller familier og lokalsamfund på samme måde som Berlin-muren -  bare i mindre skala. Den eneste kommunikationsform var simpelthen at stille sig op og råbe ind over grænsen. Alle rejser mellem Gibraltar og Spanien skulle foregå over Marokko eller lignende omveje.

Efter Francos død i 1975 begynder man forhandlingerne om samarbejde mellem Storbritannien og Spanien, herunder omkring ejerskabet af Gibraltar. På det tidspunkt er relationen mellem Gibraltar og Spanien så anspændt, at det tager omkring 10 år at få åbnet grænserne, og det er primært fordi Spanien ønsker optagelse i EU.

Muren er omsider ved at blive revet ned

Efter 1985 er der relativt stille omkring grænseområdet, men det betyder ikke, at konflikten er død. Spanien og Storbritannien begynder nu at skændes om, hvem der ejer vandene ud for Gibraltar. Vandenes ejerskab er nemlig ikke præcist beskrevet i Utracht-traktaten.

I 2002 er der endnu en folkeafstemning, hvor 99 procent stemmer for at beholde territoriet under den britiske krone.

Del 3: Børnehavepolitik og spekulation
Og så spoler vi frem til dags dato. Siden juli 2013 har der igen været skænderier om, hvem der ejer vandet ud for Gibraltar og derfor også skænderier om, hvem der ejer landjorden. Konflikten blev optrappet, da Gibraltar begyndte at dumpe kæmpe betonblokke ned på havbunden for at lave et kunstigt rev.

Spaniens regering mener, at revet hæmmer adgangen for de lokale fiskere, og den protesterer højlydt. De spanske myndigheder indfører kontrol af alle biler, der krydser grænsen, hvilket giver lange køer. Folk sidder fanget i deres biler i timevis i den bagende august-sol, og der blev ikke sørget for drikkevand til de ventende fra de spanske myndigheder.

Som Spanien I Dag har skrevet over de sidste uger, er det gået stærkt derfra: Gibraltars premierminister har sammenlignet den spanske regering med Nordkorea. Spaniens regering har truet med at involvere FN, NATO og Argentina, der har sin egen konflikt med Storbritannien over Falklandsøerne. Storbritannien har truet med sagsanlæg.

Med op til tre timer lange køer for at komme både ind og ud af Gibraltar har sommerens turister bestemt ikke været glade

Men hvorfor er det, at konflikten virker særligt tilspidset nu? Mit 24-årige unge sind fortæller mig to ting:

Gibraltars etablering af et kunstigt rev er en permanent ændring af de vande, som der er tvivl om, hvem har ret til. En sådan ændring tvinger begge parter i konflikten til, endeligt, at tage stilling til, hvem der ejer det forbandede vand. Konflikten er tvunget til at eskalere til et punkt, hvor enten en af parterne rykker sig, og der bliver ro igen, eller der kommer en ekstern aktør som FN eller EU og sender én eller begge parter i skammekrogen.

Jeg sidder dog også tilbage med en fornemmelse af, at den spanske regering har haft en interesse i at hidse de spanske medier op over historien. Sagen fylder meget i de spanske medier, men næsten ingenting i de britiske. Det har ikke sendt PP's korruptionssag helt ud af medierne, men har lagt en lille dæmper på det, og den timing er næppe tilfældig, tror jeg.

Gibraltar-konflikten er spændende, fordi den er gået i sin helt egen form for hårdknude, fordi den hidser politikere fra alle parter op til at komme med vanvittige udtalelser, og fordi den er så harmløs, som den er. Den udstiller hvor smålig verdenspolitik kan være, helt uden nogen kommer til skade. Det, synes jeg, er virkelig sjovt. 

Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar ønsker dig en god weekend

Chris Lehmann