Hvid bjergby vil ikke være lyserød
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 07/10/2011 - 12:13
Samfund og Politik
Det skulle have været verdens første 'bøsse-by', men det bliver formentlig kun en spinkel udgave af det oprindelige projekt. Måske h...
Det skulle have været verdens første 'bøsse-by', men det bliver formentlig kun en spinkel udgave af det oprindelige projekt. Måske har det noget at gøre med holdningen til forandring i en lille andalusisk landsby. Eller måske var det bare et virkelig dumt projekt.
I alt fald har indbyggerne i Moclinejo nordøst for Málaga nu afvist den meget omtalte plan om at male husene lyserøde. Et projekt, der i øvrigt også kritiseres heftigt inden for homoseksuelle miljøer.
Ok til homohuse, men ikke frilufts-sex
Ifølge det ambitiøse projekt, som blev søsat af den homoseksuelle erhvervsmand og iværksætter Javier Checa, skulle alle landsbyens 300 huse males lyserøde, og gadenavnene skulle omdøbes og have navn efter homoseksuelle kunstnere. Der skulle desuden anlægges en park til frilufts-sex - også kaldet 'cruising'.
Javer Checa, som er hovedarrangør af den kommende internationale homo-festival Expogays i Torremolinos i næste uge, lovede at omdanne det lille landsbysamfund til ”en slags Ibiza i Axarquia”, hvor alle kunne gøre, som de ville.
Men det var nu at gå for vidt, mener hovedparten af byens 1.200 indbyggere.
Den konservative kommunalbestyrelse i Moclinejo har indvilliget i at bygge 50 såkaldte 'homo-huse', som skal markedsføres på Expogays messe i Torremolinos.
- Det er ikke fordi vi er imod nogen specifik gruppe, men vi er bare ikke klar til forandringer på dette tidspunkt," forklarede borgmester Antonio Munoz.
Homoseksuelle miljøer imod projektet
Men hvad siger denne beslutning så egentlig om Andalusiens holdning til homoseksualitet?
”Den vigtigste kritik går på at selve forslaget var homofobisk: du kan ikke male alle homoseksuelle mennesker med den samme (lyserøde) børste”, skriver det engelske magasin The Olive Press.
- Det er diskriminerende, fordi det inddeler folk af politiske og økonomiske grunde, mener Salvador Rubio, som er formand for den andalusiske forening af lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle, COLEGA.
- Det vil ikke fremme lige muligheder. Jeg tror snarere, det vil det skabe ghettoer. Vi kæmper for den enkeltes frihed, så de kan frit bestemme, hvor de ønsker at leve, mener han.
Spanien fremme i skoene
Men man kan ikke sige, at Spanien halter bagefter, når det gælder indførelse af nye love, der respekterer det enkelte menneskes valgfrihed. Siden 2005 har Spanien været et af de bare 10 lande i hele verden, der tillader homoseksuelle ægteskaber. Spaniens lovgivning er nogle af de mest progressive, når det gælder rettigheder for par af samme køn.
Kæmpe marked med kæmpe købekraft
Der er mere end tre millioner åbent homoseksuelle i Spanien, og landet tiltrækker millioner af BLGT-rejsende (biseksuel, lesbisk, bøsser, transseksuelle) hvert år.
Ifølge 54-årige Michael Asher, der driver hotel Montejaque sammen med sin partner, den 43-årige Jonathan Fraser Howells, er Andalusien er allerede et eftertragtet sted for homoseksuelle rejsende.
- Personligt har jeg aldrig oplevet nogen fjendtlighed. På nogle områder er Andalusien mere homo-venlig end Storbritannien - især på kysten, forklarer han.
Selvfølgelig er Torremolinos et meget populært sted for homoseksuelle, men mange mænd og kvinder vil have mere kultur, som man finder Granada, Sevilla og Cordoba.
Ifølge Den Internationale Forening for Bøsser og Lesbiske Chamber of Commerce (IGLLC), er der et globalt marked på mellem 39 og 55 millioner homoseksuelle forbrugere, som udgør en ekstrem høj købekraft.
Regner man lidt på det har gruppen en potentiel købekraft på 2,1 billioner dollars, hvilket er den femte største i verdensøkonomien. Alene i Spanien er der flere end tre millioner homoseksuelle med en potentiel købekraft på 72 milliarder euro.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.